Vivian Motzfeldt: Forholdet mellem Grønland og EU skal styrkes

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), takkede EU for støtte til landet.
Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt (tv.) og EU’s Højtstående Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik, Kaja Kallas (th.), mødtes i Bruxelles. Foto © : Naalakkersuisut
19. maj 2025 16:00

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), har netop været på et to-dages besøg i Bruxelles som en del af hendes første officielle rejse som naalakkersuisoq.

I den belgiske hovedstad mødtes hun med EU’s Højtstående Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik, Kaja Kallas, hvor Motzfeldt blandt andet takkede for unionens støtte til Grønland.

Samtidig drøftede de også fortsat samarbejde. Her blev særligt råstofområdet fremhævet som et område, hvor Grønland og EU kan samarbejde mere om.

Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

- EU har altid været en vigtig samarbejdspartner for Grønland. I disse vanskelige tider, som Grønland står overfor, er det vigtigt, at vi rykker os tættere sammen med vores pålidelige samarbejdspartnere, der deler de samme værdier som os, udtaler Vivian Motzfeldt i pressemeddelelsen.

Økonomisk bidragsyder

Udover råstoffer er der også særligt fokus på uddannelse, grøn vækst og fisk i samarbejdet mellem Grønland og EU.

Ifølge Jeppe Strandsbjerg, der er lektor ved Ilisimatusarfik og Forsvarsakademiet og forsker i sikkerheds- og udenrigspolitik i Grønland, bidrager EU med godt 250 millioner kroner om året til Grønland. 

Dermed er EU den næststørste økonomiske bidragsyder til Grønlands økonomi efter bloktilskuddet fra Danmark. Det sagde han i et interview til KNR i marts 2024.