Advokat: Royalties er en juridisk mulighed, men en dårlig idé
- Rent juridisk er der ikke noget til hinder for, at man indfører den form for beskatning. Du kan kalde den en royalty, du kan kalde den hvad du vil. Men det kan man altså gøre, fastslår Peter Schriver, advokat og partner i Grønlands største advokatfirma Nuna Advokater.
Firmaet rådgiver flere internationale selskaber inden for olie-, gas- og mineralefterforskning.
Råstofdirektoratet har ellers oplyst, at man ikke kan indføre en royalty-afgift på hårde mineraler uden at bryde de mere end 80 juridisk bindende aftaler, der allerede er indgået med selskaberne i form af efterforskningslicenser.
Ifølge Råstofdirektoratet kan der udelukkende ændres på selskabsskatten i de første 30 år af selskabernes udvindingsperiode. En royalty-afgift er dermed ikke en mulighed, lyder det fra myndighederne.
Og det er den fortolkning af aftalerne, som koaltionspartierne har fremlagt som den rigtige her under valgkampen, hvorimod Siumut har påstået følgende:
- I selskabernes rammebetingelser står der at selskaberne skal rette sig efter de til enhver tid gældende skatte- og afgiftsforhold. Også selvom de ændrer sig, mens de er her, lød det fra Siumut-formand Aleqa Hammond i KNR's Krydsild den 4. marts.
Og det har hun altså ifølge Peter Schriver formelt set ret i.
- Men man skal selvfølgelig ind at kigge på hvordan man sætter det sammen, sådan så råstofselskaberne ikke mener der er tale om omgåelse, så man pålægger den enkelte en royalty. Man kan ikke pålægge det enkelte selskab en royalty. Men man kan godt efter min opfattelse formelt juridisk lave en eller anden form for generel beskatning, som fx begrænser sig til enkelte brancher, herunder mineralbranchen, tilføjer Peter Schriver.
Men, understreger advokaten, at opkræve royalties af de selskaber, som allerede har en efterforskningslicens, er en virkelig dum idé, mener han.
- Jeg mener, det ville være en rigtig rigtig dårlig idé, fordi man med sådan en ændring af virksomhedernes økonomiske vilkår vil skabe en overordentlig stor usikkerhed i minebranchen. Og en sådan beslutning vil efter min opfattelse få fatale konsekvenser for de igangværende efterforskningsprojekter. Det vil jo betyde, at sandsynligheden for at der er projekter, som kommer i gang, vil være endnu mindre end den måske er nu, udtaler advokat Peter Schriver.