Spiralsagen: Aaja Chemnitz vil have dansk undskyldning, før udredningen er klar
Den danske regering bør undskylde over for de tusinder af grønlandske piger og kvinder, som fik opsat spiraler i 1960'erne og 1970'erne, uden at de havde givet samtykke til det.
Og den bør komme, før en planlagt udredning af sagen er færdig.
Det siger Aaja Chemnitz, folketingsmedlem for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), under onsdagens timelange afslutningsdebat i Folketingssalen.
- Jeg mener, at en undskyldning hører sammen med en erstatning, siger hun.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte tirsdag, at en udredning af sagen nu sættes i gang.
Udredningen blev allerede lovet sidste år, men en undskyldning har ikke været på tale.
Udredningen skal blandt andet forsøge at redegøre for beslutningsforløbet, som ledte til, at man indførte brug af spiraler.
Alligevel mener Aaja Chemnitz, at man godt kan beslutte, før udredningen er klar, at Danmark skal undskylde over for kvinderne.
Det skyldes, at mindst 140 kvinder vil kræve erstatning fra den danske stat. For kvinderne vil ikke vente.
Under debatten sagde Aaja Chemnitz:
- Den her gruppe kvinder har valgt at stævne staten. Det støtter jeg op omkring, og jeg støtter op om, at man ikke venter på, at den udredning falder på plads.
Ehmer Pramming Advokater, der repræsenterer de 140 kvinder, kan endnu ikke oplyse, hvad erstatningskravet lyder på.
Men advokatbureauet forventer at sende kravet om erstatning afsted om godt et par måneder, oplyser Mads Pramming.