Øjenvidne har stadig ubesvarede spørgsmål til Thuleulykken

I dag har filmen ”Idealisten” premiere i Nuuk, Ilulissat og Sisimiut. Den udspiller sig i 80’erne og handler om journalist Poul Brinks afsløring af den radioaktive last, som var ombord på det amerikansk B52- bombefly, der styrtede ned ved Thuleområdet. Men hvad skete der i timerne efter flystyrtet tilbage i 1968?
09. april 2015 16:22

Øjenvidne Jens Zinglersen ledte efter overlevende på flyvraget, og han husker blandt andet, at der pludselig var en masse fremmede amerikanske ansigter på Thulebasen.

- Amerikanerne reagerede meget professionelt, meget hurtigt og meget effektivt. I løbet af 8-9 timer havde de transporteret specialudstyr og specialfolk - helt op mod 6-700 måske endda 800 personer derind, siger Jens Zinglersen til KNR.

Han fortæller videre, at der var en fremmed, tostjernet general, der ventede på afrapportering, da Jens Zinglersen vendte hjem fra sin redningsmission. Generalen var ledsaget af flere hundrede af andre militær folk, der skulle stå for oprydningen.

Læs også Filmanmeldere bifalder ”Idealisten”

Thule vrimlede med fysikkere

Flystyrtet fik også de danske myndigheder til at sende deres hold af specialister.

- De mennesker, der kommer op, var fra Risø. De var teknikere indenfor fysikkens verden og kernekraftverdenen, de mente ikke ... altså, det var jo ikke farligt.

- Plutonium og den stråling, der kommer derfra, kan stoppes med et stykke papir, siger de, fortæller Jens Zinglersen, som dog hellere hæfter sig på en måling af radioaktivitet.

- Jeg har set radioaktivt måling derude ved selve nedstyrtningsområdet, hvor instrumentet målte 2 millioner counts per minute. Det var det højeste, den kunne måle. Den nedre militære grænse for rensning var 450. Altså, der var høj radioaktivt på visse steder, lyder det fra Jens Zinglersen.

Læs også VIDEO Kom tættere på Thuleulykken forud for premieren på "Idealisten"

Tal på uran-, tritium- og plutoniummængden
Der gik over et årti, før Poul Brinks afdækning fik hændelsen slået fast i historiebøgerne. Alligevel gemmer sagen stadig på nogle hemmeligheder, mener Jens Zinglersen.

- Jeg synes, at det må være rimeligt for både den danske og den grønlandske befolkning, og ikke mindst også de danske og grønlandske myndigheder, at man åbent erkender, hvilken mængde af radioaktive stoffer var der i de våben.

- Der er i hvert fald tre radioaktive stoffer: uran 235, tritium og så plutonium 239. Og ingen kender antallet af kilo, der er i hvert våben. Og der var jo trods alt fire våben, siger Jens Zinglersen.