Filmanmeldere bifalder ”Idealisten”

Dramatiseringen af Thuleulykken og journalist Poul Brinks afdækning af både den danske og amerikanske regerings indtil da vellykkede forsøg på at skjule aftaler om atombomber på grønlandsk og dermed dansk jord har premiere i dag.
"Idealisten" om Thule-ulykken i 1968 får premiere i april 2015.
Filmen "Idealisten" får premiere i april 2015. Foto © : hns
09. april 2015 09:49

Filmen fortæller historien om det amerikanske B52-bombefly, som styrtede ned nær Thule i 1968 med fire brintbomber ombord, og DR-journalisten Poul Brink, som i 1980’erne kæmpede for at få afdækket alle forhold omkring flystyrtet. Herunder også at få opklaret baggrunden for de sundhedsskader, som en lang række Thule-arbejdere pådrog sig under oprydningen af det radioaktive affald efter styrtet.

Flere danske filmanmeldere giver Idealisten gode ord med på vejen.

Berlingske skriver, at instruktøren Christina Rosendahl bestyrker sin position som en i særklasse sikker og billedstærk instruktør, og giver filmen 5 ud af 6 mulige stjerner.

Jyllands Posten giver filmen 5 ud af 6 stjerner.

Danmarks Radios filmanmelder siger, at Idealisten med fuld ret kan kaldes "enestående", en nye dansk thriller, og giver den også 5 ud af 6 stjerner

Ekstrabladet kalder 'Idealisten' en effektiv fortælling om et mørkt kapitel i Danmarks historie - og giver den 4 ud af 6 stjerner.

Filmmagasinet Ekko er lidt mindre positiv.

- Christina Rosendahls film bæres af solidariteten med outsideren, men for ofte tager klichéerne overhånd, og historien løfter sig ikke til spillefilmformatet, skriver filmmagasinet, der nøjes med at give Idealisten 3 ud af 6 stjerner.

Her i landet vises filmen i Katuaq i Nuuk, Taseralik-biografen i Sisimiut og Biffen i Ilulissat.