Ny kædedirektør i Pilersuisoq

KNI A/S har ansat den 39-årige Niels Andersen som ny kædedirektør for Pilersuisoqs 66 butikker og knap 600 medarbejdere.
Assi © : KNI
Allattoq Karsten Sommer
marsip 10-at 2017 09:41

Niels Andersen tiltræder sin nye stilling den 1. maj.

Pilersuisoqs hidtidige Kædedirektør Finn Fabricius opsagde sin stilling allerede i sommers, men indvilligede i at fortsætte i stillingen frem til udgangen af april i år.

Den ny Pilersuisoq-direktør kender det grønlandske detailmarked fra sin tid som Indkøbs-og Marketingsdirektør i Pisiffik. En stilling som han forlod sidste år.

Han har de seneste 24 år arbejdet indenfor detailhandel og har bl.a. arbejdet i Kvickly og ISO Supermarked i Danmark.

Koncernchef i KNI A/S Peter Grønvold Samuelsen er glad for ansættelsen.

- Vi er ikke i tvivl om, at vi med Niels Andersen har fundet den rette person med de nødvendige kompetencer, ikke mindst indsigt i det grønlandske samfund, som vi kan drage nytte af i forhold til videreudvikling af Pilersuisoq, skriver koncernchefen.