WHO ser ikke grund til at stoppe vaccine fra AstraZeneca
FN's verdenssundhedsorganisation (WHO) ser ingen grund til at stoppe vaccinerne fra selskabet AstraZeneca.
Reaktionen kommer, efter at Danmark og flere andre europæiske lande har suspenderet brugen, efter at det er konstateret, at flere personer, der har modtaget vaccinen mod covid-19, har fået blodpropper. Flere er døde.
- Ja, vi bør fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca, siger WHO's talskvinde, Margaret Harris.
- Der er ingen indikationer på ikke at bruge den, siger hun.
LÆS OGSÅ Landslæge om AstraZeneca-vaccine: Det kan betyde færre vacciner i den nærmeste fremtid
Den samme konklusion kom Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til torsdag, efter at Danmark og Norge havde suspenderet brugen af vaccinen. I Danmarks tilfælde i to uger.
Ifølge EMA er hyppigheden af blodpropper blandt vaccinerede ikke højere end blandt befolkningen generelt.