Landslæge om AstraZeneca-vaccine: Det kan betyde færre vacciner i den nærmeste fremtid
Danmark har torsdag valgt at sætte brugen af AstraZenecas coronavaccine på pause.
Det sker efter alvorlige tilfælde af blodpropper hos personer, kort efter de har modtaget vaccinen.
En 60-årig kvinde er død med en blodprop i Danmark, efter at hun havde fået AstraZeneca-vaccinen.
Det kan ifølge Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Brugen af vaccinen er bremset i foreløbig to uger.
LÆS OGSÅ 60-årig dansker død: AstraZeneca mistænkes
Grønland har endnu ikke fået AstraZeneca-vaccinen tilsendt. Her i landet bliver der kun brugt vacciner fra Pfizer/Biontech.
Alligevel kan det midlertidige stop af AstraZeneca i Danmark få betydning for Grønland. Der kan nemlig komme færre doser herop.
- Vaccinen fra Pfizer/Biontech er den eneste, der bliver brugt i Grønland.
- Men den er besværlig at bruge, fordi den skal opbevares ved mellem – 70 og -80 grader. Den er derfor vanskelig at transportere ud i landet.
- Den næste vaccine, der forventes godkendt og leveret til Grønland, er udviklet af det amerikanske firma Moderna.
Grønland har indtil nu fået en andel af den mængde, som er tilgængelig i Danmark. Nu vil der - på grund af pausen med AstraZeneca i Danmark - komme færre vacciner til Grønland, siger landslægen.
- Det her vil betyde færre vacciner samlet i rigsfællesskabet i en periode. Og det her er jo en af de ting, som vil kunne medføre en forsinkelse af vaccinationsprogrammet, siger Henrik L. Hansen til KNR.
Afventer undersøgelse
Der er i dag ankommet 1.200 doser vacciner fra Danmark af Pfizer/Biontech-vaccinen. Efter planen skal der være endnu en levering om to uger.
Det hele afhænger dog af, om problemet med AstraZeneca-vaccinen bliver løst eller ej inden da, siger Henrik L. Hansen.
Han håber også at få vaccinen fra Moderna til rådighed specielt til brug i Nord- og Østgrønland.
Men det er ikke op til Grønland at vælge, siger Henrik L. Hansen.
LÆS OGSÅ Danmark sætter AstraZeneca-vaccinationer på pause
Der skal nemlig undersøges i Danmark, om der er sammenhæng mellem blodbropper og AstraZeneca-vacciner. Hvis der ikke er sammenhæng mellem de to, og vaccineringen fortsætter, kan Grønland godt regne med at få en andel af AstraZeneca-vaccinerne fra Danmark.
- Det er ikke usandsynligt, netop fordi den er en af de vacciner, som samlet set forventes at udgøre en stor del af de vacciner, som bliver tilgængelige i rigsfællesskabet, siger han.
Landslægeembedet har indtil videre sat et mål for vaccinationen af alle i Grønland. Den dato er 21. juni, altså på nationaldagen.
Men Danmarks pauseknap på AstraZeneca kan måske udskyde det mål.
- Det kan meget vel tænkes, at det vil få den tilsvarende afledte effekt på Grønland. Men det kommer helt an på, i hvilket omfang man fra dansk side vil forsyne Grønland med vacciner, siger Henrik L. Hansen.
22 blodpropper blandt tre millioner mennesker
Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har bivirkningerne dukket op i et parti af AstraZeneca-vaccinen på en million doser, som er leveret til 17 forskellige lande i EU.
EMA er nu ved at undersøge, om der er en sammenhæng.
Ifølge EMA tyder foreløbige data på, at der ikke er flere blodpropper blandt folk, der har fået vaccinen sammenlignet med folk, der ikke har.
EMA skriver i en pressemeddelelse, at der har været 22 tilfælde af blodpropper blandt de tre millioner mennesker, der har fået vaccinen. Det er ifølge EMA ikke højere, end hvis man sammenligner med dem, der ikke har fået den.
Seks andre lande ud over Danmark i EU har besluttet at stoppe vaccinationer fra det pågældende parti af vacciner.
Derudover har også Norge i dag besluttet at sætte vaccinationer med AstraZeneca på pause.