WHO erklærer abekopper en global sundhedskrise

Risikoen for smitte med abekopper er moderat på globalt plan, men høj i Europa, siger WHO's chef.
Generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus siger lørdag på et pressemøde, at der er uenighed i WHO's ekspertgruppe, om hvorvidt udbruddet skal betegnes som en global sundhedskrise. Foto © : Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. juli 2022 16:01

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærer udbruddet af abekopper for en global sundhedskrise, skriver Reuters.

Det er organisationens højeste alarmniveau.

Generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus siger lørdag på et pressemøde, at der er uenighed i WHO's ekspertgruppe, om hvorvidt udbruddet skal betegnes som en global sundhedskrise.

WHO-chefens egen holdning gjorde udfaldet i den splittede gruppe, forklarer han.

LÆS OGSÅ Landslægeembedet: Vær ikke bekymret for abekopper

Tedros tilføjer, at risikoen for abekopper er moderat på globalt plan. Men i Europa er risikoen høj.

Hidtil er der indberettet over 14.000 tilfælde fra 71 lande. Fem mennesker er ifølge WHO døde af sygdommen.

Flere lande har meldt om en stigning i antallet af tilfælde af abekopper siden begyndelsen af maj.

Der har ikke tidligere været større udbrud uden for Vest- og Centralafrika, hvor sygdommen længe har været udbredt.

LÆS OGSÅ WHO ser ikke behov for massevaccination mod abekopper

Med de værktøjer, der er til rådighed nu, er der gode muligheder for at få udbruddet under kontrol og stoppe smittespredningen, vurderer WHO-chefen.

I Danmark er der indtil videre indberettet 51 tilfælde. Det første tilfælde blev påvist 23. maj.

Det er anden gang i løbet af godt to år, at WHO erklærer en global sundhedskrise. Første gang var i slutningen af januar 2020, da coronavirusset begyndte at brede sig fra Kina og videre til andre lande.