VM i håndbold: Støvet har lagt sig, hvad så nu?

Det kvindelige håndboldhold er stolte hjemvendt fra VM. Men hvad kan vi tage med fra mesterskaberne, når det ikke blev til medaljer?
Stoltheden og gensynsglæden var stor, da de grønlandske håndboldkvinder landede i Nuuk. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen
21. december 2023 15:47

Det er efterhånden godt en uge siden, det grønlandske kvindelandshold kom hjem fra Frederikshavn efter VM.

Med sig i kufferten havde de en oplevelse for livet, men hvad har Grønland ellers fået ud af kvindernes deltagelse?

Det har vi spurgt formanden for det grønlandske håndboldforbund, Carsten Olsen, om.

- Den måde, vi var repræsenteret på til VM - både på og udenfor banen - det har været smukt at være vidne til, siger han.

Samtidig ligger han dog ikke skjul på, at VM har været en dyr fornøjelse for forbundet. Faktisk så dyr, at der nu er underskud.

- Vi kommer ud af det med gæld, fordi det koster mange penge at være med til et verdensmesterskab. Så nu skal vi have slikket såret og dannet os et overblik, og så skal vi tilbage på sporet så hurtigt som muligt, fortæller Carsten Olsen.

Det er første gang i 22 år, at Grønland er med til et VM i kvindehåndbold. Første gang var tilbage i 2001, og stoltheden har været soleklar hele vejen igennem turneringen. Så nu handler det om at blive ved og sætte sig nye mål og forhåbentlig at indfri dem på sigt.

Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

VM blev spillet i Stavanger i Norge og i Frederikshavn i Nordjylland. 

Men først skal dette års indsats markeres.

Det sker, når borgmester Avaaraq S. Olsen i Kommuneqarfik Sermersooq har inviteret til reception 8. januar.