Virkeligheden for filmhold var 500 timers optagelse og frosne fingre
Et år i det arktiske og 500 timers råoptagelse med reddere, der arbejder steder, hvor man kun kan komme til og fra til fods eller med helikopter, er blevet til fire afsnit på DR om ‘De arktiske reddere’. Dokumentaren skildrer virkeligheden i vores rå natur og barske terræn.
Men hvordan var det at være med i helikopteren og se det hele gennem et kamera?
Det har KNR spurgt instruktøren bag dokumentaren ‘De arktiske reddere’ om, efter de første to afsnit har været sendt.
- Når man ser tingene ske gennem et kamera, så er det som om, der er et filter, så man ikke kommer så tæt på, synes jeg, siger Jesper Ærø, der er instruktør på den aktuelle DR-dokumentar om de arktiske reddere.
- Men selvfølgelig påvirker det en, når det er alvorlige situationer, det er klart, det kan ikke undgås, understreger han om de oplevelser, han har haft ombord på en af Grønlands SAR-helikoptere.
Hvert et minut tæller
Oplevelser, hvor Jesper Ærø sammen med sin med-fotograf Anders Agerbo har fået øjnene op for, hvor barsk en natur der er herhjemme, hvor lille en brik man er ude i naturen, og hvordan tiden ofte er imod redderne, når de bliver kaldt ud.
Hurtigt fik dokumentarholdet syn for sagen, da SAR-gruppen blev kaldt ud til en gruppe forskere i nød.
- Jeg var ikke selv med på den mission, hvor et hold forskere skulle reddes, fordi jeg måtte vige pladsen for en af de nødstedte. Men jeg ved fra Anders, at det var en vild oplevelse at mærke forskerne komme ind i helikopteren og være i et dilemma. På den ene side ville de allerhelst gøre deres ekspedition færdig, men på den anden side var de vildt lettet over at være blevet reddet, fordi de var i potentiel livsfare, siger Jesper Ærø.
Derfor var det også vigtigt, at kameraholdet var klar lige så hurtigt som redderne og piloterne.
- Og faktisk gerne hurtigere, for vi skulle jo også nå at filme det, når alarmen gik. Så når kaptajnen på helikopteren slog alarm, ringede han også til os, og så skulle vi stå klar på fem minutter, så vi var klar før redderne og kunne få de gode billeder, fortæller Jesper Ærø.
Noget er nyt for alle
At være hurtig med kameraet er ikke nyt for hverken Jesper Ærø eller Anders Agerbo. Men at have et filmhold helt tæt på var en tilvænning for Paw Hjortstrøm, der er hoist operatør på netop den SAR-helikopter, som dokumentaren følger.
- Det var lidt underligt at have et kamera til at følge efter sig hele tiden og have gopro-kamera på tøjet. Men da man vænnede sig til det, så var det fint nok, fortæller den 47-årige redder.
Til gengæld er det ikke nyt for Paw Hjortstrøm at arbejde i bidende kulde, men her var de to fotografer på udebane.
- Lige pludselig når det er rigtig koldt, så er det svært at arbejde, fordi jeg skal bruge mine fingre og hænder, når jeg filmer. For eksempel når jeg flyver drone. Så jeg tog nogle gange mine handsker af bare i et minut for at styre dronen lidt bedre. Men i minus 25 eller 30 grader så går det bare så stærkt, og lige pludselig kan man ikke mærke fingrene mere, fortæller Jesper Ærø.
Mere i vente
Gennem det år han og Anders Agerbo har filmet dokumentaren, er de kommet tæt på redderne. Ikke kun med kamera, men også personligt.
- Det tog klart lidt tid at vinde deres tillid, men nu føler vi os som en del af deres team, selvom vi godt ved, at det er vi ikke, fortæller Jesper Ærø.
Og den følelse sidder Paw Hjortstrøm også tilbage med:
- Når man er så tæt på hinanden, kommer man også personligt tæt på hinanden, derfor kan jeg heller ikke pege på noget, der har været det bedste. De har bare været nogle dejlige mennesker at arbejde sammen med, siger han.
Hvis du blev grebet af de første afsnit, kan du godt glæde dig til de resterende to, for der får du mere af alt det, du allerede har set, lover Jesper Ærø.
