Medie: Qupanuk Olsen støtter Kuannersuit - selvom projektet er dødt for nu

Den australske udgave af det berømte tv-program 60 Minutes udgav sidste søndag en episode om råstofudvinding ved Narsaq.
Her besøgte de det australske selskab ETM, Energy Transition Minerals, som står bag det højt kontroversielle Kuannersuit-projekt.
De har også interviewet Qupanuk Olsen (Naleraq), som er mineingeniør og tidligere har arbejdet i Australien.
Og hun udtrykker sin fulde opbakning til projektet - selv om der er politisk frygt for miljøkonsekvenserne ved, at uran udvindes som biprodukt.
- Efter min mening bør de begynde minedriften, fortæller Naleraq-politikeren til 60 Minutes Australia og fortsætter:
- Jeg er overbevist om, at et stort flertal af befolkningen i Sydgrønland er bekymrede, fordi de har så lidt viden om minedrift. Der er ikke nok information tilgængelig for, at de kan forstå hele processen omkring potentielle fremtidige minedriftsaktiviteter.
Adspurgt til om hun stoler på det australske mineselskab, holder Qupanuk Olsen en kort pause i sit svar, før hun fortæller, at hun stoler på de tekniske aspekter, de har vist for projektet.
Desuden er hun ikke bekymret for miljømæssige katastrofer.
Intet kan overbevise modstander

Men anderledes indstillet er Mariane Paviasen (IA), som også indgår i indslaget.
Som tidligere formand for "Urani? Naamik" er hun bekymret for konsekvenserne af mineprojekt - uanset hvad tekniske rapporter eller selskaber må sige.
Til 60 Minutes Australia fortæller hun, at hun ikke tror på, hvad end Qupanuk Olsen har læst om projektet. Og til udtalelsen om, at modstanden skyldes manglende viden om minedrift, svarer Mariane Pavisen:
- Jeg forstår fuldt ud, hvad vi taler om.
Dertil fortæller hun, at der ikke er noget, som kan overbevise hende om sikkerheden i projektet.
- Vi kan holde det sikkert ved at lade det være, som det er. Det er det, vi har til hensigt at gøre, og som vi vil gøre.
Retsligt opgør venter
Efter valget i 2021, hvor IA fik stor fremgang på grund af deres nultolerance over for uran, blev der i december samme år indført en uranlov.
Ifølge lovgivningen må der ikke laves hverken forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af uran, hvis den samlede mængde af uran overskrider en grænse på 100 parts per million - dele per million.
I den anledning fik ETM afslag på deres udnyttetilladelse. Siden har de trukket Selvstyret ind i et retsopgør, hvor selskabet kræver 70 milliarder kroner i kompensation.
For øjeblikket foregår der en voldgiftssag. En afgørelse forventes afsagt senere i år.
I tilfælde af at Selvstyret taber sagen, skal udnyttetilladelsen genbehandles, som om uranloven ikke eksisterer.