Instruktør bag Sirius-dokumentar: Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet

For at skabe den mest autentiske dokumentar om Sirius-patruljen, har instruktøren bag filmen både skulle filme og overleve i den arktiske ødemark.
Lasse Rahbek dokumentarist
Som dokumentarist blev Lasse Rahbek udfordret som aldrig før, da han filmede DR-dokumentaren 'Sirius'. Foto © : Anders Schneider.
Skrevet af Teitur Larsen
08. januar 2023 11:15

Dokumentarfilminstruktør, Lasse Rahbek, er fascineret af ekstreme menneskelige oplevelser, og han har altid tænkt på Sirius-patruljens ekspeditioner, som noget af det mest ekstreme, et menneske kan opleve.

Det kan han også selv skrive under på, at det er. For som dokumentarist har han ene mand fulgt Sirius-patruljens ekspeditioner i Nordøstgrønland over tre år. Det gjorde han på tæt hold med et lille kamera og en kæmpe drivkraft.

Det er blevet til DR-dokumentaren ”Sirius”, hvor du i løbet af tre afsnit følger tre forskellige hold fra Danmarks militære specialenhed Sirius-patruljen.

LÆS OGSÅ Nytår i den arktiske ødemark: - Vi skal nok have en enkelt øl til maden

- Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Nogle gange blev det også det hårdeste og sværeste, jeg har prøvet, siger Lasse Rahbek.

Det er også med god grund, at Lasse Rahbek synes, det var hårdt. For som dokumentarist, har han forsøgt at gøre filmen så autentisk som muligt. Derfor har han været med på ekspeditionerne på lige fod med mændene i patruljen.

Ingen kære mor

Det er ikke alle, der får lov til at dokumentere de barske forhold, som Sirius-patruljen arbejder under. Det er faktisk de færreste.

Derfor er han også meget beæret over at have fået lov til at lave dokumentaren. Særligt, fordi han selv har fået mulighed for at opleve en så unik og barsk natur.

- Jeg synes, der er noget meget poetisk og smukt i den del af Arktis og Grønland. Det med at komme så langt ud på kanten af tilværelsen og ikke have noget sikkerhedsnet, siger han.

Han har dog god erfaring i Arktis fra tidligere dokumentarer fra Grønland. Han har blandt andet filmet en dokumentar om en gruppe krigsveteraner, der med hjælp fra Sirius-patruljen skal på en 400 kilometer ekspedition på ski i Nordøstgrønland.

Lasse Rahbek dokumentarist sirius
Lasse Rahbek dokumentarist sirius Foto © : Lasse Rahbek

Det har været med til at få Lasse Rahbek igennem det hul, der ofte er lukket for de fleste journalister.

- Der var en meget stejl læringsproces fra mine tidligere dokumentarer i Grønland, og det har været en form for opvarmning til at lave Sirius. Jeg vidste, hvad jeg selv kunne klare. Jeg kom ikke derop grøn, og det havde jeg heller ikke fået lov til. Patruljen vil ikke babysitte folk deroppe. De skal være sikre på, at folk kan klare sig selv, forklarer Lasse Rahbek.

Han var dog lidt grøn på ét område. Han havde ikke været på slæderejse før, og med en debutant i et klima, der er så ekstremt, opstod der udfordringer under hans første ekspedition.

Rollen som tredjemand

Lasse Rahbek ville have de mest autentiske billeder som muligt af patruljen. Derfor droppede han sin første idé om at filme fra en seperat hundeslæde, som kunne følge militærmændenes ekspedition.

- Det ville ændre hele virkeligheden for det slædehold, jeg skulle følge, siger han.

Derfor var der kun én mulighed: Han skulle med på ekspedition på samme vilkår som Sirius-patruljen.

Lasse Rahbek dokumentarist sirius
Lasse Rahbek dokumentarist sirius Foto © : Lasse Rahbek

- Det betyder, at du skal holde dig varm, du skal løbe på ski, sove i telt med dem og spise det samme som dem. Du skal overleve i det her miljø ligesom dem, siger Lasse Rahbek.

Udover kun at være designet til to personer, så er Sirius-patruljens hundeslæder er ikke nogen, man kan sidde på og nyde udsigten fra. De er fyldt med tungt gods, som hundene skal slæbe på. Derfor stod militærmændene – og Lasse Rahbek – på ski ved siden af hundeslæden. Alt imens, Lasse Rahbek skulle filme sin dokumentar.

Den rigtige stemning

I starten var det ekstremt svært at følge med, og Lasse Rahbek indrømmer, at militærmændene også begyndte at blive skeptisk overfor udfordringen.

- De sagde, at det kan vi ikke det her. Det måtte jeg give dem ret i. Næ, det kan vi ikke det her, men nu gør vi det, fortæller Lasse Rahbek.

Med tiden lærte han det dog, så han både kunne filme, følge med og generelt overleve i den arktiske ødemark.

- Den største udfordring har været at transportere sig sammen med patruljen. Jeg kunne ikke filme, når jeg skulle løbe med, men jeg skulle være klar til at træde til, og filme siger Lasse Rahbek.

Lasse Rahbek dokumentarist sirius
Lasse Rahbek dokumentarist sirius Foto © : Lasse Djærnes

Alligevel er han godt tilfreds med de øjeblikke, han fik optaget.

- Jeg synes, jeg har været i stand til at fange den stemning, der er deroppe, siger han.

Det er individuelt, hvad seeren skal have ud af dokumentaren, men han håber, folk får en læring om venskab og sammenhold.

Ifølge ham selv, har han dog klaret sin vigtigste opgave: at skabe et autentisk billede af Sirius-patruljen.

- Jeg er rigtig glad for, at de Siriusfolk, jeg hører fra, er berørte. De synes, den viser, hvad de har været igennem. Det vigtigste er, at de folk, der er med, kan se sig selv i dokumentaren, siger han.

Du kan se dokumentaren "Sirus" på DR TV.