Vindere af Historiedysten rejser til Danmark

Tilbage i efteråret vandt 7. B fra Kangillinnguit Atuarfiat i Nuussuaq den grønlandske version af Historiedysten, arrangeret af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
Foto © : Historiedysten 2016
Skrevet af Karsten Sommer
02. februar 2017 07:15

I morgen fredag indløser skoleklassen så deres præmie, når de rejser afsted på en begivenhedsrig klassetur til Danmark.

Historiedysten gjaldt emnet ”Grønland og den danske forbindelse”, og 7. B imponerede dommerne med en spændende og historisk korrekt film om inuitterne Poq og Qiperoq, der kom til København i 1700-tallet.

Og nu er klassen altså klar til rejsen til København, der selvfølgelig også inkluderer et besøg på Det Nationalhistoriske Museum.
 
- Vi glæder os til at tage imod dem og sørge for, at de får en sjov og lærerig tur til Danmark, siger Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

7.B skal også besøge Christianborg og mødes med Mogens Lykketoft, tidligere formand for FN’s generalforsamling og medlem af Grønlandsudvalget.

Historiedysten er det uofficielle danmarksmesterskab i historie for skoleklasser og afholdes hvert andet år.