Klasse fra Kangillinnguit Atuarfiat vandt i Historiedysten

For første gang har grønlandske skoleelever i år kunnet deltage i konkurrencen Historiedysten 2016.
Foto © : Historiedysten 2016
Skrevet af Thomas Munk Veirum
31. oktober 2016 07:21

Og på Kangillinnguit Atuarfiat i Nuussuaq får de åbenbart ekstra god historieundervisning.

Ihvertfald har 7. B fra Kangillinnguit Atuarfiat vundet den grønlandske afdeling af Historiedysten og kan nu se frem til en studietur til Danmark og et besøg på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Emnet for konkurrencen var ”Grønland og den danske forbindelse” og 7. B fra Kangillinnguit Atuarfiat har udvist en særdeles stor forståelse for emnet og deres produkt er meget veludført, siger Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Læs også Skoleklasser kan vinde rejse til Danmark med alt betalt

Produktet, der sikrede dem sejren, var en velproduceret og historisk korrekt film om inuitterne Poq og Qiperoq, der kom til København i 1700-tallet.

6. klasse fra Nuuk Internationale Friskole kom på en andenplads, og 9. A fra Atuarfik Hans Lynge i Nuuk fik en flot tredjeplads.

Derudover er der blevet uddelt en specialpris til Atuarfik Kristian Lundblad i Niaqornaarsuk og til Ole Reimerip Atuarfia i Kitsissuarsuit for at aktivere hele lokalområdet.

Klasserne kan i den nærmeste fremtid se frem til at modtage spændende gaver fra museet for deres fine indsats.