Vidne i retten om tidligere KNI-direktør: At arbejde under Peter var som at være med i en psykologisk thriller
Det var kutyme for kvindelige ansatte at blive taget på, hvis de passerede direktøren på kontoret eller på gangene.
Til frokost handlede det om ikke at stå foran ham i køen i kantinen. For så vidste du, at du risikerede at mærke hans hænder bevæge sig rundt på din ryg.
Sådan beskrev et vidne i Qeqqa Kredsret onsdag hverdagen i KNI, mens Peter Grønvold Samuelsen var administrerende direktør.
Hun slog sin pointe fast med ordene:
- Vi plejede at sige: At arbejde under Peter er som at være med i en psykologisk thriller. For vi turde ikke snakke højt om det, vi oplevede.
LÆS OGSÅ Tidligere KNI-direktør i retten: Afviser alle anklager
Vidnet var indkaldt, fordi den nu tidligere KNI-direktør er tiltalt for blufærdighedskrænkelse af fem medarbejdere, der skulle være sket i perioden mellem 2016 til 2021.
KNI (Kalaallit Niuerfiat)
KNI er et selvstyreejet aktieselskab, der forsyner Grønland med dagligvarer, forbrugsgoder og brændstof.
Selskabet består af de fire forretningsenheder Polaroil, Pilersuisoq, KNI Engros og datterselskabet Neqi A/S.
KNI's hovedsæde har hjemme i Sisimiut.
Peter Grønvold Samuelsen nægter sig skyldig og afviser alle anklager.
- Min klient siger, at de ting ikke er foregået sådan, som de står beskrevet i anklageskriftet. Han har ikke begået den her blufærdighedskrænkelse. Så vores ønske til sagen er frifindelse, siger forsvarer Finn Meinel til KNR.
Modsat kræver anklagemyndigheden anstaltsanbringelse.
- Anklagemyndigheden kræver tre måneder i anstalt, fordi vi mener, der er en række skærpende omstændigheder i den her sag. Blandt andet at der er tale om flere episoder, og fordi den tiltalte havde en overordnet stilling i forhold til de her kvinder, siger anklager Anne Kathrine Clinton.
Jobbet var en overlevelsestilstand
Tirsdag og onsdag i denne uge var sagen så for kredsretten i Sisimiut.
I løbet af de to dage afgav den tiltalte og syv vidner forklaring.
Onsdag nåede fem vidner at sætte sig i vidneskranken.
Alle var nuværende eller tidligere ansatte ved KNI og har enten selv oplevet eller været vidner til nogle af de krænkelser, som deres tidligere chef er tiltalt for.
LÆS OGSÅ Vidne i KNI-sag: Jeg var bange for at blive bortvist, hvis jeg sagde det til nogen
- Jeg var i en overlevelsestilstand, når jeg gik på arbejde, forklarede en kvinde, der i en periode arbejdede tæt sammen med Peter Grønvold Samuelsen.
De første par måneder var samarbejdet godt, fortalte hun. Men så vendte det hele sig om:
- Han blev grov. Der var så mange ydmygelser, krænkende adfærd, råberi og skænderier, forklarede hun.
Ifølge vidnet havde direktøren gode og dårlige dage. På de dårlige dage kom han med vredesudbrud. På de gode gjorde han tilnærmelser.
Det kunne være ved at røre ved hende i nakken, give kram og spørge hende ind til hendes sexliv.
Følte, det var min skyld
Én gang tog han hende i skridtet, fortalte hun. Det var på en tjenesterejse, hvor de var ude på en løbetur sammen med en tredje kollega.
Direktøren sakkede bagud, og han kom med en joke med seksuelle undertoner, som hun svarede på.
Det fik ifølge vidnet Peter Grønvold Samuelsen til at sætte farten op. Han indhentede hende og tog fat.
- Jeg følte mig ydmyget, og at det var min skyld. Jeg følte, jeg havde givet ham lov til at røre mig. Men jeg blev krænket, sagde kvinden.
Skandaler i KNI A/S
- En sag om fejl og manipulation af KNI’s økonomi begyndte at rulle sidste år i november, da flere whistleblowere stod frem i medierne.
- Efter måneders undersøgelser konkluderede ledelsen i oktober, at der er manipuleret med økonomien. Foreløbigt har det kostet 112 millioner kroner og et underskud på 12,5 millioner kroner før skat.
- Ledelsen har dog stadig ikke det fulde overblik, og derfor kan det koste koncernen flere penge.
- En person er politianmeldt for dokumentfalsk og bedrageri, men KNI vil ikke oplyse hvem, og for hvor store beløb.
- Derudover er koncernen ramt af anklager om seksuelle krænkelser mod den tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen. Han er blevet politianmeldt i den sag.
- Siden sagerne begyndte, er Peter Grønvold Samuelsen blevet bortvist. Han er erstattet Jeppe Jensen. Derudover er den tidligere HR-chef fratrådt og den tidligere bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen er fratrådt og erstattet af Svend Hardenberg.
Hun klagede dog aldrig over hans opførsel:
- Jeg var alene i verden, da jeg var i KNI. Der var ikke nogen, jeg kunne henvende mig til. Ingen at stole på, sagde hun og fortalte, at hun senere udviklede stress, angst og depression.
Lidelser, som hun mener, er blevet udløst af det, hun oplevede hos KNI.
Et andet vidne forklarede, at hun gik til sin nærmeste chef og klagede over krænkelser fra direktøren.
Men til det havde hendes chef angiveligt svaret: Man skal være stærk for at arbejde i KNI.
Dette vidne fortalte blandt andet om en episode, hvor den daværende direktør ifølge hende en tidlig morgen på kontoret listede sig ind på hende bagfra og trykkede hende på siden af brysterne.
- Jeg blev sur og forskrækket, og så sagde han: Jeg troede, du var en anden, fortalte hun.
Der gik flere år, før hun anmeldte Peter Grønvold Samuelsen til politiet.
Hun forklarede, at hun ikke turde, fordi hun frygtede, at det ville få konsekvenser for hendes videre arbejdsliv.
Slog tvivl om forklaringer
Under både hendes og de øvrige vidners forklaringer forholdt Peter Grønvold Samuelsen sig roligt på anklagebænken.
Han skrev noter undervejs, men sad ellers bare stille og lyttede.
Når hans forsvarer fik ordet, stillede han især spørgsmål til steder i kvindernes forklaringer, der ikke stemte overens med den afhøringsrapport, som politiet lavede i forbindelse med deres anmeldelse.
For eksempel beskrev et vidne i retten en situation, der skete i et personalerum, hvor medarbejderne var samlet for at spise kage, og hvor Peter Grønvold Samuelsen skulle have spurgt hende, om hun kendte sexstillingen ”trillebør”.
I afhøringsrapport er samme situation beskrevet som om, den foregik ude på en gang, hvor der ikke var andre til stede.
Til det sagde vidnet:
- Jeg kan ikke tage ansvaret for, at politiet har skrevet forkert.
Da anklageren spurgte, om vidnet var med i en plan om at få Peter Grønvold Samuelsen fyret, svarede hun nej:
- Jeg ville ikke have, at andre skulle opleve det, som jeg havde oplevet. Det er ikke sundt, sagde hun.
Corona udskyder afgørelse
Det var meningen, at der skulle være faldet afgørelse i sagen onsdag.
Men det skete ikke, fordi et vigtigt vidne var blevet syg med coronavirus og derfor ikke kunne møde op i retten.
Det betyder, at afhøringen af vidnet og sagens afgørelse nu er udskudt.
- Det er enormt ærgerligt, at vi er kommet så langt og så ikke kan få gennemført sagen. Vi ville gerne have haft sagen afsluttet, siger forsvarer Finn Meinel.
Og anklager Anne Kathrine Clinton er enig.
- Jeg håber, sagen bliver berammet snart, så sagen kan blive afsluttet, men jeg er tilfreds med, at vi har gennemført stort set hele bevisførelsen i sagen, og at det så kun er et vidne, vi mangler, siger hun.
Det var tilbage i marts 2021, at det kom frem, at den nu tidligere KNI-direktør var blevet meldt til politiet for krænkelser.
Kort forinden var Peter Grønvold Samuelsen fratrådt sin stilling.
Peter Grønvold Samuelsen var administrerende direktør for KNI i syv år.
Qeqqa Kredsret har endnu ikke meldt en ny dato for retssagen ud.