Video: Her bliver Mary ramt af en el-scooter

Dronningen blev påkørt midt i en stor menneskemængde i Nuuk i går.
Skrevet af Christine Hyldal
05. juli 2024 11:58

Dronning Mary blev i går påkørt af en scooter under kongeparrets besøg i Nuuk.

Det skete godt en time efter, at parret ankom til Kolonihavnen i hovedstaden klokken 10 om formiddagen.

På videoen herover kan du se, at dronningen står midt i den store menneskemængde, da en el-scooter pludselig rammer hende. Hun falder dog ikke, og kort efter går hun videre. 

Også Ekstra Bladet har beskrevet sammenstødet. På Ekstra Bladets video kan man se, at en PET-vagt træder til og får lagt afstand mellem dronningen og scooteren. Heller ikke føreren af scooteren kom til skade.

Der er en afdeling ved Grønlands Politi, som står særskilt for kongebesøget. Og den afdeling kender til påkørslen, oplyser de.

- Vi er ved at undersøge, hvad der er sket, og også PET er inde over, fortæller Grønlands Politi. 

Politiet ved hvem personen er, men på nuværende tidspunkt, vil de ikke oplyse mere.