KNAPK om defekt overvågningsfly: Vi risikerer at miste store indtægter

Det er uforsvarligt, at Forsvarets Challengerfly ikke virker, som det skal, mener KNAPK-formand. For det kan gå ud over både miljøet og pengepungen.
Der er ikke råd til at spare på overvågningen, mener Nikkulaat Jerimiassen, der er formand for KNAPK. Foto © : Malik Brøns / KNR
28. juli 2023 13:10

Det er bekymrende, at Forsvarets Challengerfly i flere perioder har været ude af drift.

Det mener KNAPK's formand, Nikkulaat Jeremiassen, i et skriftligt svar til KNR.

- Det er ikke tilfredsstillende, at eventuelle miljøforureninger eller ulovligt fiskeri i Grønlands havterritorium ikke opfanges, siger han.

Challengerflyet skal blandt andet bidrage med overvågning af luftrummet, eftersøgnings- og redningsopgaver og fiskeriinspektioner i Grønland.

Hyppige driftsproblemer

Men flyet har i flere perioder været ude af drift, siden det blev udstationeret i Grønland i 2021.

Det skriver DR.

Ifølge DR's oplysninger har Forsvarets Challengerfly kun været til rådighed halvdelen af den lovede tid fra 2021 frem til midten af 2022. Fra 1. august 2022 til 23. juni i år har flyet ikke været tilgængeligt i 87 dage.

Tabte indtægter på forurening og ulovligt fiskeri

- Vi kan risikere at miste store indtægter, hvis forurening eller ulovligt fiskeri forårsager tab af indtægter. Det er ikke forsvarligt. Vi har ikke råd til at spare på overvågningen, fortsætter KNAPK-formanden.

Den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mener også, at det er utilfredsstillende, at Challenger-flyet ikke kan løse dets opgaver.

Derfor vil regeringen undersøge, om det er muligt at anskaffe nye fly til at løse opgaverne i Grønland, lyder forsvarsministerens svar til DR:

- Vores Challengerfly er ikke helt unge længere. Derfor skal vi også se på potentielt at anskaffe nye fly for at kunne lave den overvågningsopgave, som jo er af afgørende betydning for rigsfællesskabet.