Medie: Forsvarets fly kan ikke overvåge Grønland godt nok

Overvågningen af Arktis prioriteres højt af det danske forsvar, men alligevel er Forsvarets overvågningsfly ikke i stand til at overvåge tilstrækkeligt, skriver medie.
Under sit første år i drift var Forsvarets Challengerfly kun tilgængelig halvdelen af den lovede tid.
25. juli 2023 13:49

Forsvarets Challengerfly, som skal overvåge luftrummet over Grønland, har i flere perioder været ude af drift. 

Det skriver DR. 

Overvågningen af Arktis spiller ellers en stor rolle i det nye forsvarsforlig, som blev præsenteret tidligere i år. Men flyet blev allerede udstationeret i 2021, og det skal ifølge planen med kort varsel være klar til at patruljere luftrummet eller indgå i redningsberedskabet i Grønland.

Ifølge DR's oplysninger har Forsvarets Challengerfly kun været til rådighed halvdelen af den lovede tid fra 2021 frem til midten af 2022. Fra 1. august 2022 til 23. juni i år har flyet ikke været tilgængeligt i 87 dage.

Det er utilfredsstillende

Det skyldes et øget behov for at vedligeholde flyet og tekniske udbedringer, oplyser fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen fra Venstre i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg.

Ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra IA er det en kæmpe bommert, at man ikke har prioriteret overvågningen i højere grad. Hun mener også, at det slider på forholdet mellem Danmark og Grønland, at man ikke lever op til målsætningerne.

Også Troels Lund Poulsen er utilfreds med situationen. Til DR kalder han det utilfredsstillende, at flyet i to år i streg ikke har levet op til aftalen om overvågning.

- Vores Challengerfly er heller ikke helt unge længere. Derfor skal vi også se på potentielt at anskaffe nye fly for at kunne lave den overvågningsopgave, som jo er af afgørende betydning for rigsfællesskabet. Derfor er det heller ikke holdbart, at vi ikke er i stand til at levere den overvågning, vi har aftalt, siger Troels Lund Poulsen til DR.