Nakuusamedlem til politikere: - Vi kan ikke se, at I har gjort noget ved vores vilkår

Der var voldsom debat mellem unge og politikere, da Nakuusa i dag overrakte anbefalinger til politikerne.
Nivi Rosing taler dunder til politikerne. Foto: Ivik Kristiansen
19. marts 2019 17:08

- Som barn kan jeg ikke se forskel. I har ikke lavet nogen forbedringer, smælder ordene ud af munden på Nivi Rosing, der er medlem af Nakuusa. 

Nakuusa arbejder for, at børns vilkår og rettigheder styrkes i Grønland, og i dag tirsdag overrakte børnerådet deres anbefalinger til politikere og fagfolk: Anbefalinger til hvordan netop politikerne kan forbedre børn og unges vilkår.

LÆS OGSÅ Nakuusas børneråd vil have fokus på sundhed og trivsel

Nivi Rosings melding bed dog ikke helt på de fremmødte kommunalpolitikere. 

- Jeg udfordrede dem lidt, fordi for mig handler demokratiet rigtig meget om at være i dialog og i diskussion og udveksle meninger, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup.

- Så jeg sagde til dem, at jeg ikke var enig, når de går ud og siger, at der slet ikke sker noget på børne- og ungeområdet.

FAKTABOKS:

Børnerådet anbefaler:

  • At der skal laves en seriøs indsats mod mobning.
  • At der skal sikres væresteder for børn, der går ude om natten.
  • Der skal oprettes Natteravne på hele kysten, altså grupper af voksne, der kan skabe tryghed om natten.
  • Der skal være gode steder til at dyrke sport i byer og bygder.

Borgmester i Kommune Qeqertalik, Ane Hansen, var heller ikke enig med Nivi Rosing. 

- Vi kan ikke bare sluge det hele, sagde hun og fortalte, at børne- og ungeområdet er der, hvor de fleste af kommunens penge sendes hen. 

LÆS OGSÅ Nakuusa holder topmøde i Ilulissat

Men Nivi Rosing var ikke tilfreds. 

- I siger, at I har brugt rigtig mange penge på de problemer, vi har nævnt, at I har gjort det og det, og at I har gjort så meget. Men når I virkelig har brugt så mange penge på det, og når Isiger, at I har prøvet alt muligt, hvorfor kan vi så ikke se forskel?, spørger hun.

For Nakuusa eksisterer af én grund, siger hun. Organisationen skal give indblik i børns og unges behov set fra deres synsvinkel.

- I bruger jeres penge forkert, hvis i siger, at i har gjort det, I kunne. Det har I ikke, siger Nivi Rosing.

LÆS OGSÅ Vi skal arbejde hen imod at overholde lovgivningen

Hvordan pengene skal bruges er en spændende debat, siger de to borgmestre, og der var nogle af børnerådets fire anbefalinger, som politikerne lover at se nærmere på. Asii Chemnitz Narup siger, at hendes kommune vil se nærmere på at bruge Natteravne, so mallerede er i brug i hovedstaden.

- Det bliver lidt udfordrende at brede natteravnearbejdet ud til resten af kommunens byer og bygder, men vi tager det med, siger hun.

Hun erkender også, at kommunen skal oppe sig i arbejdet i børne- og ungeområdet. 

LÆS OGSÅ Løn til frivillige er ikke en løsning

- Jeg er enig i, at vi skal arbejde tættere med frivillige organisationer, så allerede 30. marts i år har jeg et seminar, hvor vi har inviteret alle dem, der arbejder med børn og unge, til en drøftelse, så vi kan blive dygtigere til at samarbejde, lyder det fra Asii Chemnitz Narup.

Borgmesterkollegaen Ane Hansen ser også emner, som hun kan arbejde videre med.

- Vi kan bruge noget af det, de fremlagde. Det er det, der vedrører aktiviteter for børn, og så det med at tage sig af børnene, når for eksempel forældrene drikker, eller når de har ondt i livet, siger Ane Hansen. 

Hun roser de børn, der har arbejdet med anbefalingerne. Det samme gør Asii Chemnitz Narup, der rækker en hånd ud.

- Jeg vil gerne snakke meget mere med dem. Jeg synes, at de er fantastiske, siger Asii Chemnitz Narup.