Politi: - Vi har stort fokus på at stoppe hvidvask fra narkohandel

Handel med narkotika giver kontanter i omløb, som bliver forsøgt gemt for myndighederne. Derfor glæder politiet sig over store indsats hos toldmyndighederne over for smuglere.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Det er stadig hash, som udgør den største del af den narkotika, som bliver smuglet ind over grænsen til Grønland. Foto © : KNR
22. august 2024 11:57

Narkotika skjult i kufferten, i mavesækken eller sågar i endetarmen 

Det er blot nogle af de gemmesteder, toldmyndighederne har fundet narkotika hos personer, som rejser ind i Grønland.

Det skal en ny handleplan mellem told- og skattemyndighederne i Grønland og Danmark nu være med til at sætte mere ind over for.

Og det glæder Lars Bjerregaard, vicepolitiinspektør og linjechef for efterforskning hos Grønlands Politi.

For toldmyndighederne er de første, som møder en narkosmugler efter ankomst til landet, før politiet bliver inddraget. 

- Jo bedre og større samarbejde vi har med toldfunktionen i Grønland og i Danmark, desto mere effektive er vi, siger Lars Bjerregaard.

I perioden fra 2020 til 2023 er der i Grønland blevet beslaglagt 276 kilo hash og 12,5 millioner kroner i kontanter.

Mængden af narkotika, som bliver smuglet ind i landet, er ikke markant større eller mindre i dag end for fem-ti år siden. 

Til gengæld ændrer typen af narkotika sig, siger Lars Bjerregaard.

- Tidligere har det stort set kun været hash. Og hash udgør også stadig langt, langt den største del af den narkotika, som kommer. Men det vi ser efterhånden en større mængde hårdere stoffer, der kommer ind, primært kokain og amfetamin.

Mere organiseret narkohandel

Den nye handleplan betyder blandt andet, at toldmyndighederne herhjemme og i Danmark udveksler mere viden og erfaring om indsmugling af narkotika. 

Samtidig skal myndighederne i endnu højere grad end i dag bruge teknologi og data til at opdage indsmuglingen og opklare, hvem der står bag.

Det er der nemlig ikke et stort-hvid billede af. Men hovedparten af narkoen kommer fra Danmark.

- Vores indtryk er, at der er sket en øget organisering af salget af narkotika i Grønland, siger Lars Bjerregård og tilføjer:

- Og vores klare fornemmelse er, at det er nogle af de eksisterende bandegrupperinger, der står bag den del af indsmuglingen af narkotika til Grønland.

Også her i landet er der grupper, som organiserer indsmuglingen, mens en hel del af smuglertilfældene bliver lavet af enkeltpersoner, som håber på en hurtig og stor fortjeneste.

Stort fokus på hvidvask af narko-penge

For lykkes det at komme forbi tolden i lufthavnen, på havnen eller på anden vis få euforiserende stoffer ind i landet, er der gode penge i det.

Penge, som dog skal bruges for at undgå, at politiet og skattemyndighederne opdager dem. 

For narkotikahandlerne er Grønland - i hvert fald på papiret - et muligt sted at skjule pengene på, fordi vi stadig bruger fysiske kontakter mange steder. 

- Grønland har en forholdsvis stor kontant økonomi, hvor man kan betale for varer og ydelser kontant. Det er en måde at bruge kontante penge tjent ved kriminalitet. Vi ser også andre måder at hvidvaske penge på, f.eks. ved udfærdigelse af falske fakturaer, siger vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard.

Derfor er et øget samarbejde mellem toldmyndighederne på tværs af Nordatlanten og i samarbejdet med politiet kun positivt, mener han.

 Den nye handleplan blev underskrevet af naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S), og den danske skatteminister Jeppe Bruus i Nuuk tidligere denne uge.