Medier: Ny flyrute på vej mellem Nuuk og Aalborg

Fra næste sommer kommer Grønland og Nordjylland lidt tættere på hinanden med en ny, direkte flyrute.
Aalborg Lufthavn ligger lige uden for selve Aalborg, hvor flere tusinde mennesker med grønlandsk baggrund bor. Foto © : Aalborg Lufthavn
22. august 2024 09:57

Til næste sommer åbner en ny direkte flyforbindelse mellem Nuuk og Aalborg i sommerhalvåret.

Det skriver Sermitsiaq og flere danske medier.

Det er rejseselskabet Ruby Rejser fra Aarhus, som har taget initiativet til at chartre et fly fra flyselskabet Airseven til ruten.

De første passagerer kan komme afsted 12. juni og har to ugentlige afgange frem til 1. september 2025.

Ruten bryder med Air Greenland som hidtil eneste flyselskab, der har meldt ud, at den vil flyve direkte mellem Danmark og den grønlandske hovedstad.

Til mediet Nordjyske siger direktør for Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen:

- Vi kan se et enormt potentiale i at få skabt en direkte rute til Nuuk. Der er en enorm efterspørgsel fra både forretningsrejsende og fritidsrejsende, ligesom afgangene kan afhjælpe fragtefterspørgslen på gods, der skal til og fra Nuuk.

Billetterne for en enkeltbillet vil starte ved 1998 kroner og variere efter ud fra efterspørgsel.

Den internationale lufthavn i Nuuk skal ifølge planen tages endelig i brug 28. november i år.