Grønland og Danmark går sammen om at mindske indsmugling af narkotika

Seks nye tiltag og et tættere samarbejde med Danmark skal dæmme op for de stigende udfordringer med narkosmugling herhjemme.
Mængden af narkotika, der bliver smuglet ind i landet via Danmark, skal der nu gøres op med, i et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland. Foto © : Malik Brøns / KNR
19. august 2024 16:03

Vi hører det igen og igen. Personer, der bliver anholdt for indsmugling af stoffer her i landet. Nu går Grønland og Danmark sammen med en ambition om at om sænke mængden af indsmuglede stoffer her i landet.

Det skriver den danske skatteminister, Jeppe Bruus, og Naalakkersuisoq for Skatter og Finanser, Erik Jensen, i en fælles pressemeddelelse.

- Euforiserende stoffer finder i stigende grad vej til Grønland. Forsyningsvejen går ofte gennem Danmark, og handlen med narkotika medfører også store mængder af kontanter i omløb. Penge, der ofte ender i hvidvask, skriver de to mænd i spidsen for seks nye tiltag, i pressemeddelelsen.

samarbejde, samarbejde, samarbejde

I perioden fra 2020 til 2023 er der blevet beslaglagt 276 kilo hash og 12,5 millioner kroner i kontanter. 

For at nedbringe mængden af hash, der bliver smuglet ind, vil Grønland og Danmark nu arbejde tættere sammen på tværs af grænserne. Derudover vil de dele viden, udveksle erfaringer samt ‘styrke samarbejdet om træning og uddannelse’.

For at komme den sorte økonomi til livs, vil de øge brugen af data, udveksle erfaringer og se på nye teknologiske løsninger.

- Narkotika ødelægger menneskers liv og skader samfundet. Og så er der i sagens natur en stor sort økonomi forbundet med smugling og handel med narkotika. Det er helt uacceptabelt, og vi skal gøre alt for at stoppe de skruppelløse kriminelle, som forsøger at få stoffer til Grønland.

- Derfor styrker vi nu samarbejdet mellem Grønland og Danmark for at bremse den negative udvikling, siger den danske skatteminister, Jeppe Bruus.

Den danske skatteminister er her i landet fra 18. til 21. august.