Rosing, Heilmann og Qujaukitsoq i kapløb om underskrifter
Der er nemlig to andre partier, der agter at stille op til Inatsisartut ved næste valg.
Michael Rosing, løsgænger i Inatsisartut og tidligere medlem af Demokraatit, bekræfter overfor KNR, at han agter at stifte et parti og stille op til næste Inatsisartut-valg.
- Vi er i gang med at lave partiets vedtægter, siger Rosing til KNR. Han ønsker dog ikke at fortælle, om han har markante politikere med på holdet eller hvad partiet skal hedde.
Vittus Qujaukitsoq har som bekendt også samlet underskrifter siden september sidste år. Det betyder, at der er mindst tre partier, der skal aflevere gyldige underskrifter til indenrigsdepartementet, der skal verificere underskrifterne.
LÆS OGSÅ Vittus starter jagten på 942 underskrifter med det samme
Her kan det blive kringlet for nogle af partistifterne. Landstingslov om valg til Inatsisartut siger nemlig, at nye partier skal samle gyldige underskrifter svarerende til mindst 1/31 af samtlige gyldige stemmer ved sidst afholdte valg til Inatsisartut, i det her tilfælde 942.
Nøgleordet her er 'gyldige'. Der er to ting, der kan gøre at en underskrift er ugyldig:
Det første er, at alle borgere, der har skrevet under, skal være stemmeberettigede. Det andet afgørende punkt er, at en stemmeberettiget borger kun kan skrive under på ét parti.
Det betyder, at hvis én borger har skrevet under hos to partier, der ønsker at stille op til Inatsisartut, så er den ene underskrift ugyldig. Det første parti der får godkendt underskrifterne af indenrigsdepartementet vinder underskriften, mens det andet parti ikke kan regne det med i de 942 underskrifter, der skal indsamles.
Indenrigsdepartementet oplyser overfor KNR, at de indtil videre ikke har modtaget nogen underskrifter.
LÆS OGSÅ Vi har samlet over 1.000 underskrifter