Asii: Vi har brug for selvstyret

Borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq går nu i rette med bl.a. Søren Espersens forslag om at suspendere selvstyret.
Asii Chemnitz Narup
Asii Chemnitz Narup Foto © : Jonas Fievé/KNR
08. januar 2018 14:10

Det sker i en kronik i Politiken.

Før jul foreslog først historiker Thorkild Kjærgaard og derefter Søren Espersen fra Dansk Folkeparti at suspendere Selvstyret, fordi politikerne ifølge de to personer ikke formår at skabe bedre vilkår for den grønlandske befolkning.

LÆS OGSÅ Danmark bør suspendere Selvstyret

Men forslaget er langt ude, mener Asii Chemnitz Narup.

- Forslaget fra Kjærgaard og Espersen (er, red.) tåbeligt - timingen er også den værst tænkelige, skriver hun.

Hun understreger, at der er rigeligt med udfordringer i det grønlandske samfund. Men Grønland er ved at opbygge sig som en ny nation.

LÆS OGSÅ Espersen: Grønlandske politikere er forblændede af selvstændighed

At suspendere den grønlandske selvbestemmelse vil derfor være at underkende demokratiet, skriver Asii Chemnitz Narup.

- Hvem i alverden kan - ved deres fulde fem - tro, at demokrati og indflydelse på eget liv og egen fremtid i eget land skulle styrkes ved at lade Danmark tage over for selvstyret og rulle udviklingen baglæns? Der er i Danmark brug for et realitytjek og kollektiv besindelse, i forhold til hvad det egentlig er for et samfund, Grønland er - det er nemlig mestendels et højst moderne samfund, siger borgmesteren.