Efter syv måneder besøger Mimi Karlsen Ivaaraq for første gang: Vejret har været dårligt

Den stærkt omdiskuterede institution, Ivaaraq, fik i går besøg af naalakkersuisoq for børn, unge, familie og sundhed Mimi Karlsen.
Det er første gang Mimi Karlsen besøger institutionen siden de tragiske hændelser, som kom frem i lyset i september sidste år.
Her vakte det nemlig stor opmærksomhed, da en 23-årig multihandicappet kvinde pludseligt blev kørt på hospitalet, og til alles overraskelse fødte en dreng.
Kvinden kan hverken gå eller tale og bruger ble.
I november blev en 62-årig mand anholdt, for hvad Grønlands Politi kalder en voldtægt, da kvinden ikke har været i stand til at give samtykke.
Kort efter erkendte han i et grundlovsforhør, at det var ham, der voldtog kvinden, der på daværende tidspunkt var 22 år gammel.
Naalakkersuisoq: Vejret har været dårligt
Der blev allerede kort efter hændelserne igangsat en uvildig, landsdækkende undersøgelse af forholdene i landets døgninstitutioner af naalakkersuisoq for børn, unge, familie og sundhed, Mimi Karlsen.
En undersøgelse, som skulle vise, om lovene er blevet overholdt i institutionerne.
Men naalakkersuisoq Mimi Karlsen har ikke selv før nu besøgt Qaqortoq og døgninstitutionen Ivaaraq.
- Som naalakkersuisoq er jeg glad for, at jeg er kommet til Qaqortoq, selvom vejret ikke har tilladt det over vinteren. Der har været mange aflysninger. Men alligevel har det arbejde, der har været omkring Ivaaraq, ikke stået stille, siger hun til KNR.
Hvad har været på dagsordenen i Qaqortoq?
- Grunden til, at vi er kommet til Qaqortoq, har ikke kun været Ivaaraq. Det var Ivaaraq, sundhedsvæsenet og børnehjemmet i byen, og i morgen skal jeg snakke med kommunen.
Mimi Karlsen understreger over for KNR, at arbejdet med at opklare, hvad der er sket på Ivaaraq, har været i gang siden september, og at man har haft kriseberedskab og hjælp tilgængeligt til personalet.
Ingen nattevagt alene
Der udførtes i forbindelse med voldtægten af den 23-årige kvinde en tilsynsrapport af døgninstitutionen Ivaaraq fra Selvstyrets Tilsynsenhed.
Rapporten konkluderede blandt andet, at børneattester skulle indhentes med jævne mellemrum, og at seksualpolitikken skulle revideres.
Men det var ikke nok påpegede Laura Taunajik Uitsatikitseq, moren til en anden ung pige på Ivaaraq, dengang. Ifølge hende burde man i stedet forbyde mandlige nattevagter og sætte overvågningskameraer op.
Naalakkersuisoq for børn, unge, familie og sundhed Mimi Karlsen påpeger, at man fra Naalakkersuisuts side nu har indført initiativer, som skal forhindre, at denne slags historier gentager sig:
- Der har været mange ting i gang siden den forfærdelige hændelse i september. For det første har jeg for bedst muligt at kunne beskytte de børn, der er på forskellige institutioner i hele Grønland, sat arbejdet i gang med, at vi får sat to nattevagter til at tage sig af de vågne nattevagter, siger hun til KNR.
- Vi har også krævet, at ved bleskiftet skal man være to personer til at tilse det barn, som bliver skiftet.
Mimi Karlsen understreger, at hun efter at have besigtiget både de fysiske rammer og de unge på Ivaaraq er tryg ved de omgivelser, der er omkring børnene.