Valgdebat: Sådan vil partierne udvikle landets råstoffer

Kuannersuit og uran var det store spørgsmål i onsdagens valgdebat i Nuuk. Partierne blev også bedt om at pege på andre mineprojekter udover Kuannersuit. Men det var svært.
Der er vælgermøde til Inatsisartut-valget i morgen fredag klokken 19.30 på GUX i Nuuk.  Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
01. april 2021 16:34

På onsdagens direkte vælgermøde i Nuuk på KNR-TV kom emnet om råstofområdet op og vende hos kandidaterne til Inatsisartut.

Det første spørgsmål lød på, hvor meget uran der må udvindes? Er 500 tons uran om året okay? 

Uran og Kuannersuit på det seneste været til debat, hvor mineselskabet Greenland Minerals blandt andet gerne vil udvinde omkring 500 tons uran om året i Kuannersuit.

Men partierne kunne ikke svare konkret på spørgsmålet.

- Siumut går ind for råstofudvinding. Men kun hvis det ikke går ud over miljø, natur og mennesker, siger Erik Jensen, formand for Siumut.

LÆS OGSÅ Overblik: Det vil partierne med Kuannersuit

Uranspørgsmålet er heller ikke bekymrende for Demokraatit: 

- Uran er en meget lille del af det, der skal blive gravet op (red. ved Kuannersuit), og det er ikke noget, der bekymrer os, siger Jens-Frederik Nielsen, formand for Demokraatit.  

Hos Naleraq mener Hans Enoksen, at uran slet ikke skal udvindes. 

- Naturen er vigtig. Vi lever af dyrelivet, og er det mest værdifulde, vi har. Det skal ikke ødelægges, bare for at give et udenlandsk selskab profit Derfor skal der ikke udvindes uran, siger Hans Enoksen, formand for Naleraq.

Andre mineprojekter end Kuannersuit

Partierne blev efterfølgende bedt om at pege på andre råstofprojekter, udover Kuannersuit, som kan komme i gang. 

Der blev nævnt projekter, som allerede er i gang, eller som allerede har fået udnyttelsestilladelser.

Det er blandt andet mineselskabet Tanbreez, som har fået tilladelse i Killavaat Alannguat i Sydgrønland, og mineselskabet Dundas Titanium, som vil udvinde ilmenit i Moriusaq. De fik også tilladelse sidste år. Minen ved Citronen Fjord, hvor selskabet Ironbark gerne vil udvinde zink, blev også nævnt.

- Derfor er der masser af muligheder. Hvis vi skal have råd til de mange løfter, så er det vigtigt, at vi udvikler disse projekter, siger Erik Jensen.

Atassuts Siverth K. Heilmann pegede også på, at der var ”rigtigt meget” nikkel at udvinde inde ved Napasoq, syd for Maniitsoq, men at man skal passe på med at starte for mange projekter på én gang.

LÆS OGSÅ Bloktilskud fra Danmark sænkes med mineprojekt ved Kuannersuit

- Vi har ikke kræfter til at have gang i alle projekter på samme tid. Det er ikke fornuftigt, siger Siverth K. Heilmann.

Inuit Ataqatigiit mener derimod, at man selv skal begynde at udvinde landets råstoffer.

- Vi er nødt til at vende om på måden, vi tænker på i samfundet. Vi kan ikke bare vente på, at der kommer et udenlandsk selskab for at udvinde råstofferne. Vi er nødt til selv at begynde at tro på, at vi selv kan, siger Múte B. Egede, formand for Inuit Ataqatigiit. 

Tilbage til Kuannersuit

Nunatta Qitornai mener, at Kuannersuit skal startes, selvom Aleqa Hammond blev bedt om at komme med andre forslag.

- Kuannersuit har noget, som mange af vores medborgere i resten af verden gerne vil have: det er sjældne jordarter. Det kan bane vejen til den grønne omstilling. Vi kan ikke afgøre her i landet, hvilke råstoffer der skal udvindes først, det kommer an på verdensmarkedets priser, siger Aleqa Hammond.

Demokraatit vender også tilbage til Kuannersuit.

- Vi har givet en udnyttelsestilladelse til Killavaat Alannguat, og Dundas Titanium ved Moriusaq har også fået en udnyttelsestilladelse. De projekter, der er blevet nævnt, er fine, men nogen af dem har det svært ved at få finansiering på plads, for at starte projekterne.

- Men Kuannersuit er en enestående mulighed her i landet med 715 vedvarende arbejdspladser i 37 år, siger Jens-Frederik Nielsen. 

Samarbejdspartiet vil gerne have, at Kuannersuit-projektet bliver sat på pause og foreslår i stedet, at Grønland samarbejder med Færøerne og Danmark om at etablere en såkaldt erhvervs- og uddannelsesfond. Fonden skal give penge til at uddanne folk i Rigsfællesskabet inden for eksempelvis råstofområdet.

Projektet er i offentlig høring lige nu – der er derfor ingen, der endnu ved, om Greenland Minerals overhovedet får tilladelse til at udvinde sjældne jordarter i Kuannersuit.

Det bliver blandt andet det nye Naalakkersuisut, som skal tage en stilling til, om Greenland Minerals skal få en udnyttelsestilladelse.

Der er vælgermøde til Inatsisartut-valget i morgen fredag klokken 19.30 på GUX i Nuuk. 

Der er også vælgermøde og valgdebat til kommunalvalget på GUX i Nuuk lørdag 3. april klokken 15 og søndag 4. april klokken 15. Det kan du også se på KNR1.

Der er partilederrunde mandag 5. april klokken 19.30.