Aka Olesen bliver ny departementschef

Departementet for Sundhed og Personer med Handicap får inden længe en ny chef. Naalakkersuisut har ansat vicedirektøren for DIH, Aka Olesen.
Foto © : Det Grønlandske Sundhedsvæsen
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
06. november 2025 11:57

1. december tiltræder Aka Olesen i en ny stilling som departementschef i Departementet for Sundhed og Personer med Handicap.

Det meddeler naalakkersuisut på deres hjemmeside.

Dermed har departementet nu fået en ny chef, efter at den forrige departementschef, Nike Berthelsen, fratrådte sin stilling tilbage i juli efter 3,5 år på posten. Siden har Martin Pedersen fungeret som konstitueret departementschef.

Aka Olesen kommer fra sin nuværende stilling i det grønlandske sundhedsvæsen, hvor hun er vicedirektør på Dronning Ingrids Hospital.

Hun er uddannet som sygeplejerske med en kandidat i folkesundhed fra Aalborg Universitet. Hun har blandt andet arbejdet som afdelingssygeplejerske i Paamiut. Derudover har hun også en vis politisk erfaring. 

Hun har blandt andet været afdelingschef i Departementet for Sundhed.

Om Aka Olesens ansættelse skriver departementet:

- Med sin brede erfaring og forståelse for ressortområdets kompleksitet vil hun hurtigt kunne omsætte denne viden til at sikre en strategisk og effektiv ledelse af departementet.

Samme dag som Aka Olesen begynder i sin nye stilling, indtræder der også en anden ny chef på gangene i naalakkersuisut. I Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender er Mikael Mansi Rasmussen blevet ansat, hvilket blev offentliggjort 29. oktober.