Valgåret spidser til, men selvtilliden er i top hos IA: Vi er klar til fire år mere
Stemningen er god og humøret er højt ved Inuit Ataqatigiits landsmøde i Aasiaat i denne weekend.
Lørdag forløber med taler og seminarer, inden det for alvor går løs i morgen, hvor der skal være valg til formandsposten og hovedbestyrelsen.
Indtil videre har ingen kandidater dog meldt sig til at udfordre den sidende formand for partiet og for naalakkersuisut, Múte B. Egede.
- Ved Inuit Ataqatigiits generalforsamling er der altid mulighed for, at nogen stiller op. Jeg er klar, det er mit ansvar og min opgave, og jeg ser frem til at være leder af Inuit Ataqatigiit i de kommende år. Samtidig er det vores opgave at fortsætte lederskabet i politik, siger han.
Der skal senest være valg til Inatsisartut i april næste år. Bliver det der, bliver det samtidig med kommunalvalget. Allerede dette forår ringede valgklokkerne derfor svagt i det fjerne, men nu er der faldet ro på igen.
I talen var udmeldingen fra formanden tydelig: IA er klar til mindst fire år mere.
Og da KNR fanger Múte B. Egede efter talen, er han positiv over IA’s chancer ved valget.
- Selvfølgeligt sigter vi altid mod at opnå de bedste resultater. Vi er også klar til at fortsætte vores lederskab i landets politiske styring. Vores arbejde er ikke kun noget, der er begyndt for fire år siden, men også noget, der fortsætter i de kommende år, siger han.
Samarbejde med Siumut er ikke nødvendigsiv fortid
Efter valget i 2021 dannede Inuit Ataqatigiit koalition med Naleraq, men efter blot et år brød det samarbejde sammen. I stedet indtrådte Siumut i naalakkersuisut som erstatning for Naleraq.
Men selvom koalitionen kom stærkt ud af forårssamlingen 2024 med en nyvedtaget fiskerilov, så har det ikke altid været et nemt samarbejde mellem de to partier, som tidligere har stået langt fra hinanden på visse punkter.
For eksempel var der mange kritiske røster i Siumuts bagland, da netop fiskeriloven skulle debateres i Inatsisartut, hvor flere lokalforeninger ønskede, at der skulle udskrives valg.
I foråret 2023 var det heller ikke til at få et klart svar fra Siumut, om hvorvidt de ville stemme for Grønlands indtræden i Parisaftalen, selvom forslaget kom fra koalitionen selv. Forslaget endte med at blive skubbet til efterårssamlingen, hvor det endelig blev vedtaget.
Alligevel Múte B. Egede er ikke afvisende overfor at fortsætte samarbejdet med Siumut igen efter det kommende valg.
- Gode samarbejdsmuligheder er altid velkomne hos Inuit Ataqatigiit. Vi er åbne for at samarbejde, fordi alle partier her i landet skal arbejde godt sammen for samfundets skyld, siger han.
Fiskeriloven kan få indflydelse
Siumuts bagland var ikke de eneste, som stillede sig kritiske overfor fiskeriloven. Foruden diverse eksperter og aktører, protesterede de tre oppositionspartier også, og stemte alle imod loven.
Múte B. Egede er godt klar over, at det kan komme til at påvirke vælgerne ved det kommende valg.
- Arbejdet har altid indflydelse. Vælgerne i samfundet vil vurdere, om vi har håndteret arbejdet godt eller dårligt, men vi i Inuit Ataqatigiit er klar til at forklare vores beslutninger og håndtere de kommende opgaver, siger han.
Vil det være en hindring?
- Det vil vise sig. Der er modstand i samfundet, men også støtte til fiskeriloven. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi fortsætter dialogen og klargør vores synspunkter og fremtidige visioner.
I morgen vil der være valg til formandsposten og hovedbestyrelsen i Inuit Ataqatigiit. Mens Múte B. Egede øjensynligt stiller op uden modkandidater, så kan det gå hen og blive spændende på nogle af de andre poster.
Ifølge Sermitsiaq stiller Inatsisartut medlem Pipaluk Lynge op til posten som politisk næstformand, mens Naya Sophia Lyberth ønsker at blive organisatorisk næstformand.