Ballade i baglandet: Koalitionssamarbejdet spøger i Siumut
Selvom der på papiret er over et år til valg i Inatsisartut, er der allerede nu valgsnak i dele af Siumuts bagland.
Ude i landets lokalforeninger er der nemlig frustration over den politik, som bliver ført i selvstyretårnet - særligt i den seneste tid.
Dette er fiskeriloven, som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen (S), står bag, et godt eksempel på, og faktisk giver håndteringen af den længe ventede lov grund til at tænke på valg, mener næstformanden i Siumut i Aasiaat, Enok Sandgreen.
- Hvis den nuværende koalition fastholder fiskeriloven, som den ser ud nu, mener vi, at der skal udskrives valg, siger Enok Sandgreen.
Den kommende fiskerilov kan forårsage lukningen af tre fabrikker i Aasiaat, ifølge Enok Sandgreen, og blandt andet derfor mener lokalafdelingen, at loven bør forkastes.
Pressede levevilkår
Tidligere i år påpegede forskere, at fiskeriloven kan få store konsekvenser for jollefiskere og deres familier, da de kan ende med at miste deres levebrød. Og borgerne ved kysten er allerede presset nok i forvejen, mener Enok Sandgreen.
- Alting er blevet dyrere. Pengene er blevet mindre værd, og den almindelige arbejders løn har ikke ændret sig. Det er måske ikke et ligeså stort problem i Nuuk som ude ved kysten, hvor det går nedad, siger han.
Det er på trods af, at Siumuts formand, Erik Jensen, tilbage i december sidste år kunne fortælle, at man var i gang med flere tiltag for at gøre noget ved forværringen af levevilkårene i Grønland. Han kunne dog ikke sige, hvornår hjælpen vil komme.
I koalitionsaftalen mellem IA og Siumut er det også beskrevet, at naalakkersuistut skal sørge for, at alle er i arbejde. Samt at sikre en retfærdig økonomisk politik i landet, hvor alle har lige adgang til samfundet goder.
Men det er altså ikke tilfældet lige nu, mener næstformand Enok Sandgreen, der oplever en koalition, som bevæger sig i den modsatte retning.
Ny snak om uran
Det er ikke kun i Aasiaat, at man ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Hos Siumut i Uummannaq mener formanden, Johannes Mathiassen, heller ikke, at man længere kan regne med fiskeriet som hovedindtægt.
Derfor vil han have udvinding af råstoffer og uranholdige råstoffer til folkeafstemning, da det kan skabe indtægt til hele landet.
- Vi kan ikke lade råstofferne ligge i jorden, når der er masser af penge at hente på dem, siger Johannes Mathiassen.
Udvindingen af uran var også et stort tema ved valget i 2021, da IA gik til valg på en nultolerancepolitik. Derfor blev det en pille, som Siumut måtte sluge, før koalitionen kunne blive en realitet et år senere.
Samarbejdet på blokken
Det er ikke kun uran og fiskeriloven, som giver anledning til bekymkring hos lokalformændene. Hele koalitionssamarbejdet bør revurderes, mener flere af dem.
Blandt andet mener formanden i Uummannaq, at koalitionen skal opdateres og undersøge sig selv for svagheder, men han ønsker ellers ikke at udtale sig yderligere om det nuværende samarbejde.
Det samme gør sig gældende i både Siumuts lokalafdeling i Ilulissat og Qasigiannguit, hvor det nuværende samarbejde faktisk er på programmet, når grupperne mødes i disse dage.
Ifølge Enok Sandgreen fra Aasiaat kræver det radikale ændringer, hvis koalitionen skal fortsætte.
- Det forhold, vi har nu, er en meget vanskelig situation, og hvis det fortsætter på den måde, er det på tide at afholde valg, siger han.