Air Greenland kalder årsresultat for "tilfredsstillende"

Det blev ikke Air Greenlands bedste år målt på bundlinjen. Resultatet lød på 60,8 millioner kroner før skat sidste år.
I 2023 landede årsresultatet på noget mere – nemlig 84,5 millioner før skat.
Alligevel kalder Air Greenland 2024-resultatet for ”tilfredsstillende”. Og selskabet kalder også selv året for ”præget af store forandringer”, lyder det i en kort nyhed på deres hjemmeside.
5. maj bliver selve årsrapporten offentliggjort.
100 millioner på irregularitet
Den største af alle forandringerne var, da den nye lufthavn åbnede i Nuuk i november, og atlanttrafikken fra Danmark blev ledt udenom Kangerlussuaq og direkte til hovedstaden.Det betød dog også irregularitet, for flere gange har de store jetfly vendt om og fløjet tilbage til København, fordi landingsbanen i Nuuk var for glat, eller fordi det stormede.
Ifølge selskabet ”rundede irregularitet i 2024 100 millioner kroner".
Dertil kommer, at vejret er mere ustabilt end tidligere, og det er lig med aflysninger og udgifter til kost og logi. Sidste år sagde Air Greenland direkte, at "det kan begynde at tilskrive klimaforandringerne" for det usatble vejr, og i år meddeler selskabet da også, at "der ses en stadig større belastning af mere ustabilt vejr”.
Dyre motorer
Netop uregelmæssighed i driften og ”teknisk vedligehold” har en del af skylden for, at omkostningerne steg sidste år, meddeler selskabet. To Airbus H225 AWSAR-helikopteres motorer har medført ekstra omkostninger på knapt 20 millioner kroner.
”I 2024 investerede Air Greenland 357,3 millioner kroner i anlægsaktiver, og flådefornyelsen er nu afsluttet med modtagelse af de sidste H125 helikoptere”, meddeler selskabet.