Ny forhandlingsrunde i gang i Kommune Qeqertalik

Demokraatit, der er det andet største parti i Kommune Qeqertalik med fire kommunalbestyrelsesmedlemmer, kræver borgmesterposten, hvis partiet skal indgå i et samarbejde.
Demokraatit, Inuit Ataqatigiitog Nalerarlu kan udgøre et flertal i kommune Qeqertalik. Foto © : KNR / Hanna Hviid
Skrevet af Andreas Wille
15. april 2025 14:36
Versionist Jens Thorin

Den politiske situation i Kommune Qeqertalik er anspændt for de partier, der ellers havde indgået et samarbejde – nemlig Siumut, Atassut og Naleraq. I fredags trak Naleraq sig fra samarbejdet på grund af utryghed, og dermed mistede koalitionen sit flertal. Derfor er det endnu uvist, hvilke af de fem partier i kommunen der kan danne et nyt flertalssamarbejde.

Der er nu påbegyndt nye forhandlinger. Men der er ikke en fast forhandlingsleder – kontakterne mellem partier går kryds og tværs.

Simigaq Heilmann fra Demokraatit, der fik flest stemmer i sit parti, bekræfter, at de har været i kontakt med alle partier.

– For eksempel har Siumut ringet til os. Jeg har også kontaktet Atassut. Vi har alle kontakt med hinanden på den måde, siger Simigaq Heilmann.

Naleraq deltager i samtaler

Jens Vetterlain fra Naleraq bekræfter, at nye forhandlinger er i gang, og at de deltager. Han siger dog, at han i øjeblikket ikke er i kontakt med Siumut og Atassut, som var deres oprindelige samarbejdspartnere.

– Lige nu er vi i Naleraq i dialog med IA og Demokraatit, siger han..

Jens Vetterlain ønsker ikke at sige, om det fortsat er muligt at samarbejde med Siumut og Atassut.

Inuit Ataqatigiit forventert at give svar til Siumut

Kristian Jeremiassen fra Inuit Ataqatigiit fortæller til KNR, at Siumut i fredags henvendte sig til IA, som kan være med til at sikre et flertal. IA forventer at give Siumut et svar i dag. Hvad svaret bliver, vil Kristian Jeremiassen dog ikke sige noget om endnu.

IA har tidligere i de indledende forhandlinger, hvor et flertal nu ikke er til stede, meddelt, at de ikke ønsker at samarbejde med Siumut. Det skyldes, at IA ikke følte sig trygge ved Siumuts planer om at ændre den administrative ledelse i kommunen.

Både Naleraq og IA har bekræftet, at de er i dialog med Demokraatit, og Kristian Jeremiassen fra IA bekræfter også, at samtalerne med Demokraatit fortsat kører.

– Selvfølgelig fortsætter vi dialogen med Demokraatit, siger han.

Borgmesterposten er et krav 

Demokraatit, IA og Naleraq kan sammen danne flertal i kommunen.

Men hvis Demokraatit skal være med i et samarbejde, er det et krav at Simigaq Heilmann bliver borgmester. 

– Ja. Det er også et ansvar, der følger med positionen, siger Simigaq Heilmann.