IA landsmøde: Múte B. Egede gør status over den politiske situation
På Inuit Ataqatigiits landsmødes første dag lørdag går formand Múte B. Egede på talerstolen for at tale om den politiske situation i landet lige nu.
Her kommer han langt omkring, da han tager en status på de sidste tre år siden landsmødet i 2021.
Det landsmøde kom kort efter valget til Inatsiartut og kommunal- og bygdebetyrelsrne. Her endte IA med formandskabet for naalakkersuisut og tre ud af fem borgmesterposter i kommunerne. De overtog også formandsposten for Inatsisartut.
- Der er sket meget siden hen, hvor vi har opnået resultater, men vi har også opgaver, som endnu ikke er fuldførte, siger formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede fra talerstolen.
Et af de områder, hvor han mener, at de stadig har arbejde at gøre, er socialområdet.
Her vil han have fokus på flere tidlige indsatser, færre tvangsfjernelser af børn og målrettede bevillinger.
- Børn og unge er dem, som i fremtiden skal køre slæden. Vi skal have børn og unge med god livskvalitet, siger han.
Fiskeri og uran
Forårssamlingen i Inatsisartut i år kom til at stå i fiskeriets tegn. En ny fiskerilov skulle vedtages for første gang i 20 år, og sammen med koalitionspartiet Siumut fik IA loven ført igennem.
Múte B. Egede kommer da også ind på fiskeriet i sin tale. Han mener, at der er forhindringer, som begrænser Grønland i at arbejde for egne interesser.
- Som for eksempel inden for fiskeriet, hvor der er internationalt samarbejde. Der er vi nødt til at forhandle i fællesskab med danskerne og færingerne, også selvom vi har hver vores holdninger og er i direkte konkurrece med hinanden, siger han.
Under valgkampen til Inatsisartut i 2021 var et af de helt store emner udvinding af uran. Inuit Ataqatigiit gik til valg på at stoppe det, hvilket de fik gennemført.
Sidenhen har landet fået en potentiel voldgiftsag på halsen, men ifølge IA-formanden skal det ikke påvirke partiets standpunkt.
- Vi har altid været imod produktion af uran, men nu er der altså kræfter i gang, som ønsker, at vi skal slække lidt på vores principper. Disse mennesker skal ikke tro, de kan underminere vores politiske holdning i forhold til uran, siger Múte B. Egede og modtager store klapsalver fra salen.
Selvstændigsdebatten
Før Múte B. Egede gik på talerstolen holdt formand for Aasianni Inuit Ataqatigiit Mariane S. Larsen tale. Hun understregede, at partiet må vende tilbage til kampen for selvstændighed.
Og det bakker formanden op om. I sin tale kommer han ind på, at det ikke kun er Danmark, der har et ansvar for at udvide deres begreber og tilgang til selvstyreloven.
- Vi skal også definere, hvem vi er, og hvilke værdier vi vil efterlade, og hvilke værdier vi vil tage med os ud i fremtiden, siger Múte B. Egede.
Han understreger vigtigheden af, at man som borger deltager i demokratiet og giver sine meninger til kende.
- Vi har blandt andet et udkast til en forfatning, som skal debateres i den kommende tid. Vi er blevet anerkendt som et særskilt folk. Derfor er det vigtigt at have en særskildt grønlandsk grundlov, siger han.
Efter talen er der seminar for partimedlemmerne, og i eftermiddag holder partiet kaffemik for byens borgere.