IA landsmøde: Múte B. Egede har opnået store resultater i vores land
På 45-års jubilæet for Inuit Ataqatigiit holder partiet ordinært landsmøde i fødebyen Aasiaat.
Det var her, partiet tog sine spæde skridt i november 1976.
- Jeg synes, det er dejligt at se på IA’s status og kigge tilbage på partiets historie på mere end 45 år.
- Og jeg er glad for sammen med mange andre IA’er at komme til Aasiaat, mens jeg stadig er sund og rask. Jeg er stolt, siger medstifter og første partiformand Aqqaluk Lynge.
Lokalafdelingerne og folkevalgte for IA samles i Aasiaat for at lægge den politiske linje for de næste tre år og vælge partiets hovedbestyrelse.
- Jeg ser frem til landsmødet, som vil finde sted, hvor forbundet blev stiftet. Vores parti har et stort ansvar overfor vores samfund og har pligt til at sikre det bedste for vores land og dets befolkning.
- Jeg har store forhåbninger til, at vi under landsmødet sammen med vores bagland vil fastsætte mål for de kommende år, siger formand for IA og formand for naalakkersuisut Múte B. Egede på partiets hjemmeside.
Ingen modkandidater
Múte B. Egede blev valgt til formand for IA ved en ekstraordinær kongres i december 2018, efter at Sara Olsvig uventet trak sig fra formandsposten en måned tidligere.
Siden Inatsisartutvalget i 2021 har han også været formand for naalakkersuisut.
Han stiller op til formandsposten uden modkandiater i år. Og det støtter Aqqaluk Lynge.
- Partiet har i sit nuværende udviklingsstadie vist sin troværdighed som et ledende parti i naalakkersuisut, og Múte B. Egede som dets leder ligeså.
- Og hvis jeg skal give en samlet vurdering, synes jeg, at Mútes fredselskende linje i en urolig verden er støtteværdig. Han har opnået store resultater i vores land, siger han.
I aften mødes medlemmerne til prælandsmøde, hvor 45 års jubilæumsfilmen “Inuit Ataqatigiit - illit aamma” blandt andet skal vises.
I morgen begynder landsmødet så, hvor der vil være taler og seminarer. Søndag skal der stemmes om formandsposten og hovedbestyrelsen.