Analytiker: Usandsynligt med ny aftale om Pituffik

USA vil ikke ændre aftalen om Pituffik, vurderer militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Til gengæld kan en aftale om oprydning fra tidligere militærbaser i Grønland være en mulighed.
Thule Air Base Foto © : Inuit Ataqatigiit
09. september 2016 05:19

Rigsfællesskabet  skal genforhandle forsvarsaftalen med USA eller som minimum lave en tillægsaftale.

Det mener Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg under Inatsisartut. Men det er lettere sagt end gjort, mener Johannes Riber Nordby, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet i Danmark.

- Hvis man gerne vil have en genforhandlet aftale med amerikanerne, så skal man i hvert fald først overbevise amerikanerne om, hvorfor de har behov for at forhandle en ny aftale. Jeg tror ikke, at man skal regne med - i hvert fald når det gælder Thule-basen - at amerikanerne bare vil forhandle en ny aftale, hvis ikke de kan se en ny aftale i det.

LÆS OGSÅ: Udvalg kræver ny aftale med USA

Et af kravene fra udvalget lyder, at USA skal rydde op efter sine militære aktiviteter i Grønland. Et ikke helt umuligt krav, mener Johannes Riber Nordby:

- Her kan man måske godt forvente, at der vil komme en form for amerikansk ‘good-will’.

Oprydningen af tidligere stationer piller nemlig ikke ved selve den amerikansk sikkerhedspolitik. Desuden vil USA gerne fremstå som mere klima- og miljøvenlig end tidligere, særligt i det arktiske område, påpeger Nordby.

Samtidig kan oprydning være en slags investering i det gode forhold til Rigsfællesskabet.

- Hvis vi tænker 20-25 år frem, kan det godt være, at Grønland har en større sikkerhedspolitisk betydning for USA. Og hvis man så kommer om 30 år til grønlænderne eller Rigsfællesskabet og siger: ‘Vi vil gerne have dette eller hint af jer’, så skulle man nødig kunne gå tilbage og sige: 'Ved I hvad, det gider vi ikke. For sidst I var her, kunne I ikke finde ud af at rydde op'.

LÆS OGSÅ: Udenrigsminister: Ingen ny forsvarsaftale med USA

Til gengæld bliver det langt sværere at lave en ny aftale om Pituffik. Ikke mindst med et krav om betaling for amerikanernes tilstedeværelse på Pituffuk.

- Hvis vi fra Rigsfællesskabets side siger, at vi gerne vil have en husleje, så kan amerikanerne komme tilbage og sige: Det vil vi gerne give. Men så har vi en række krav til, hvad vi ellers gerne må bygge eller lave eller gøre på Thule. Og det kan sagtens tænkes, at det er uspiseligt for dansk eller grønlandsk side, siger Johannes Riber Nordby.

I marts i år afviste den danske udenrigsminister, at man kunne indgå en ny forsvarsaftale med USA om landets tilstedeværelse i Grønland.

Det har ind til videre ikke været muligt at få en ny kommentar fra udenrigsministeren i sagen.