Døgnrapport: Usædvanligt mange alkoholsager - Skarp vold, husspektakler, biltyveri og spritkørsel
I weekenden fra fredag eftermiddag til søndag formiddag har Grønlands Politi modtaget et stort antal opkald om alkoholrelaterede hændelser.
I alt blev der registreret 67 alkoholrelaterede hændelser heriblandt 16 husspektakler, hvor to involverede børn. De resterende sager spænder fra berusede personer, der lå på gaden, til voldssager, spritkørsel og gadeuorden.
Der blev desuden oprettet seks skarpe voldssager langs kysten og tre anmeldelser om tyverier af køretøjer. Det fortæller vagtchef hos politiet, Poul Kreutzmann.
- Det er ikke normalt, når det ikke er lønningsweekend. Men det er julefrokost tid, så der er mange ude, fortæller Poul Kreutzmann og uddyber, at sagerne er fordelt over hele Grønland fra Nanortalik til Qaanaq.
Vagtchefen opfordrer til forsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med julefrokosterne:
- Jeg vil gerne opfordre folk til at lade køretøjet blive hjemme. Mange tror, de er under promillegrænsen, men ofte er promillen langt højere, siger han og tilføjer, at taxaer eller gåture er langt sikrere alternativer.
Søndag formiddag fortæller Poul Kreutzmann, at tidevandsbølgen af alkoholrelaterede anmeldelser begynder at stilne af igen.
Strømafbrydelse i Aasiaat
Udover de alkoholrelaterede hændelser har politiet også været beskæftiget med andre opgaver.
I Aasiaat er der blevet rapporteret om en strømafbrydelse, som har påvirket byens elektricitet siden klokken 10.
Strømmen forventes at blive gendannet senest klokken 16, men fejlen er stadig uafklaret.
Usikker is
I Qaqortoq har politiet modtaget flere opkald om personer, der færdes på den farlige is på storsøen.
- Vi har måttet sende vores rådighedsvagt ud for at få folk til at forlade isen.
- Jeg vil gerne opfordre til at lade være med at færdes på isen. Det er stadig for farligt at færdes, siger vagtchef Poul Kreutzmann.