Nyt teaterstykke udfordrer danskerne: Mød dig selv som kolonialist
Til lyden af høj teknomusik går tre personer iført ens masker rundt på en scene og pudser på en speedbåd.
Maskerne forestiller et mandeansigt – en såkaldt actionman, der skal på ekspedition i Grønland. Et symbol på en kolonialist.
Sådan begynder forestillingen Meet Yourself as a Colonizer (Mød dig selv som kolonialist, red.), der lige nu spiller på Blaagaard Teater i København.
Bag maskerne er instruktør Astrid Lindhardt, scenograf Mai Katsume og lysdesigner Mathilde Hyttel, som udgør performancegruppen 'PERSONA NON GRATA'.
Sammen med Carmina Guldmann har de skabt forestillingen, der sætter fokus på Danmarks kolonisering af Grønland. Carmina Guldmann har både grønlandske og danske rødder og har i flere år oplyst om kolonihistorien, blandt andet på sociale medier.
Idéen til forestillingen begyndte at spire for fire år siden under et udvekslingsophold i Nuuk.
- Vi startede med at møde vores egen uvidenhed og blev nysgerrige på, hvorfor vi ikke vidste noget om Danmarks og Grønlands forbundne kolonihistorie. Hvorfor ved vi så meget om eksempelvis anden verdenskrig, når vi ikke har haft om kolonihistorien i folkeskolen?, fortæller Mai Katsume og fortsætter:
- I starten kiggede vi på det meget strukturelt, blandt andet ved at læse nogle bøger. Undervejs opdagede vi, at det er dybt personligt. At koloniseringen stadig sætter spor på mange planer.
Mellem humor og alvor
Gennem forestillingen fortæller en mandsstemme – actionmanden – om de opdagelser, han gør sig i Grønland.
Som at landet hedder Kalaallit Nunaat. Og at man kan begå sig på dansk.
Han vil hjælpe med at løse den geopolitiske situation. For hvis ikke ham, hvem så, spørger han.
- Der er brug for os, det er der bare, lyder det gentagne gange over højtaleren igennem forestillingen.
Undervejs fortæller Carmina Guldmann om sine personlige erfaringer med at have grønlandsk og dansk baggrund og om nogle af kolonialismens mørke kapitler: Spiralsagen, juridisk faderløse, kryolitminen og spor, der rækker frem til i dag. Blandt andet tvangsanbringelser af grønlandske børn i Danmark.
- Jeg er vokset op med at få at vide, at jeg skulle se mig selv som dansk. I mange år havde jeg en forestilling om, at "rigtige grønlændere" ville blive sure på mig, hvis jeg så mig selv som grønlænder, fortæller Carmina Guldmann, der er uddannet socialpædagog og nu læser en kandidat i pædagogik på Syddansk Universitet.
Da hun for nogle år siden begyndte at læse om koloniseringen, blev hun overrasket over, at historien ikke var mere udbredt.
Derfor begyndte hun at tale om den på sociale medier.
- Og så var der bare en hel verden af inuit, der åbnede sig for mig og bød mig velkommen. Jeg har fået et netværk, som jeg aldrig troede, at jeg ville få, da jeg voksede op, fortsætter hun.
Hvordan har den proces været for dig?
- Som at komme hjem. Indimellem har jeg oplevet at gøre noget, hvor nogle ældre så har sagt: »Du er en rigtig kalaaleq, når du gør sådan.« Det har hjulpet mig til at kunne føle mig hjemme i det, på trods af at jeg har fået at vide, at jeg kun skulle være dansk. At jeg helt ubevidst har båret nogle ting med mig, som gør, at jeg er begge dele, siger hun.
Bringe sig selv i spil
Meget af forestillingen er samtidig udviklet ud fra de 'opdagelser', Astrid, Mai og Mathilde selv gjorde under deres udvekslingsophold og den proces, de siden har været igennem.
De er ikke bange for at fortælle om, hvordan de selv kom på glatis.
- Der var en episode, hvor vi tænkte, nu tager vi til Nuuk, og så taler vi engelsk for at prøve at fjerne magten fra det danske sprog. Det praktiserede vi de første dage, indtil vi havde et sammenstød med en, der gjorde os opmærksomme på det skøre i at tage til et land, der er blevet tvunget til at lære vores sprog, og så ville kommunikere på et tredje sprog, fortæller Mathilde Hyttel.
- Vi prøvede at komme med gode intentioner, men det var forfejlet, fortsætter hun.
Samtidig håber de, at forestillingen kan være med til at rykke ved den danske nationale selvopfattelse.
En selvopfattelse, der ifølge dem også er formet af, at man ikke er blevet oplyst nok om kolonihistorien.
- Som dansker er jeg vokset op med et billede af, at vi er oplyste, reflekterede, kritisk tænkende og veluddannede. Vi er gode. Men det billede er ligesom brudt sammen, både for mig personligt og for os som gruppe, siger Astrid Lindhardt.
- Der er en modfortælling til det, som mangler at blive fortalt.
Lytte mere
I de år, forestillingen har været undervejs, er Grønland samtidig rykket op i de gule breakingbjælker i lyset af den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at overtage landet.
Derfor spiller forestillingen også i en tid, hvor der aldrig har været større opmærksomhed på Grønland.
Men samtidig kan debatten i det danske medielandskab være svær at være i, fortæller Carmina Guldmann.
- Jeg har oplevet at få rigtig grimme beskeder gennem årene. At folk har lavet memes af mig, blandt andet fordi jeg har skrevet om brugen af 'eskimo', før Eskimo-debatten kom frem. I mange år har jeg oplevet en modstand og mangel på interesse. Så når der pludselig er en massiv interesse, kan man godt få følelsen af: Hvad er det, der er på spil?
- Vi er mange, der har prøvet at tale om de her ting i lang tid, og der var stilhed. Men når en anden kolonimagt prøver at tage magten fra Danmark, så er der lige pludselig rigtig meget interesse.
- Men bunder det i et ønske om at ville inuit det bedste? Eller bunder det i en følelse af at blive ramt på noget i sig selv og sin nationale følelse? spørger Carmina.
For de fire er budskabet i hvert fald klart: Det handler om at lytte mere.
- Vi har et slags statement med til sidst i forestillingen, som hedder 'don't bring your values, bring your ears'. Måske skal man lytte til dem, det handler om, frem for at en masse nye grønlandseksperter skal i Deadline og forklare, siger Mathilde Hyttel.
Forestillingen spiller frem til den 30. september.
