Aki-Matilda Høegh-Dam efterlyser mere åbenhed om aftalen med USA
Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), er søndag rejst til USA for at lande en ny aftale mellem Grønland, Danmark og USA.
Men herhjemme efterlyser flere svar på, hvad aftalen egentlig indeholder.
- Jeg er forundret over, at man ønsker at underskrive en aftale, inden man rent faktisk har haft en større diskussion om den blandt alle Inatsisartutmedlemmer, siger Aki-Matilda Høegh-Dam (N).
Fredag meldte den amerikanske præsident, Donald Trump, ud, at der er landet en aftale mellem de tre lande. Det blev kort efter bekræftet af Formandens Departement og Statsministeriet.
Aftalen ventes at blive underskrevet i New York, hvor også den danske statsminister, Mette Frederiksen, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er rejst til for at deltage i FN’s generalforsamling.
Ifølge Formandens Departement og Statsministeriet styrker aftalen sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.
Men hvad aftalen præcist indebærer, er der endnu ikke løftet sløret for.
Det gør hele processen “nervepirrende”, mener Aki-Matilda Høegh-Dam.
- Det her er jo en stor beslutning for vores efterkommere og vores børn og for, hvordan Grønland kommer til at udvikle sig.
Derfor efterlyser hun mere information fra naalakkersuisut om, hvad befolkningen skal forvente.
- Hvad sker der? Hvad er processen? Hvad kommer der til at ske inden for de næste timer og dage? Det vil skabe tryghed at få et klart svar på det, selv hvis det stadig er fortroligt at tale om indholdet af aftalen, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Røde linjer er ikke overtrådt
Múte B. Egede stillede fredag op til interview hos KNR kort tid efter, at den amerikanske præsident havde skrevet om aftalen på sit sociale medie Truth Social.
- Aftalen afspejler dét, som har været (vores udgangspunkt, red.) fra starten af; Grønlands position anerkendes.
- Grønlands selvbestemmelsesret anerkendes, og det grønlandske folks ret i henhold til den internationale folkeret, den anerkendes, siger Múte B. Egede i interviewet.
Han kommer ikke nærmere ind på, hvad aftalen indeholder.
Ifølge Donald Trump indebærer aftalen, at USA får permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland. Det skrev han fredag i et opslag på Truth Social.
Samtidig indebærer aftalen ifølge Trump, at ingen af USA’s modstandere kan få baser, have militær tilstedeværelse eller foretage investeringer i Grønland uden USA’s godkendelse.
- Det er netop det, der er bekymrende, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Hun mener ikke, at man skal tage Trumps udtalelser ordret.
- Men man ved også, at der oftest er en vis sandhed i det, han siger, selv hvis han siger det på en overdrevet måde, fortsætter hun.
Opfordrer til at orientere befolkningen
Ifølge Trump vil USA med det samme begynde at opbygge en militær tilstedeværelse i Grønland i samarbejde med det grønlandske folk.
Det er forventeligt, mener Aki-Matilda Høegh-Dam.
- Men når det er sagt, er det spændende at se, hvad Grønland får ud af aftalen.
- Hvordan sikrer vi, at Grønland ikke alene lever med konsekvenserne, men rent faktisk også sikrer, at de potentielle miljømæssige konsekvenser og konsekvenserne for befolkningen ved de her baser bliver opvejet i aftalen?, spørger hun.
KNR har søndag forelagt kritikken for formanden for naalakkersuisut, men det har ikke været muligt at få en kommentar inden deadline.
Siumut har også opfordret naalakkersuisut til hurtigst muligt at orientere befolkningen og Inatsisartut.
Det skriver Inatsisartutmedlem Erik Jensen i et opslag på sociale medier.
Han har læst aftaleudkastet og føler sig tryg, men forstår godt, at mange ønsker at vide mere om aftalen.
- Jeg kan oplyse, at jeg er tryg og ikke er bekymret, da naalakkersuisoq for udenrigsanliggender håndterer arbejdet på en god måde, skriver Erik Jensen.
Aftalen kommer efter mere end otte måneders forhandlinger mellem Grønland, Danmark og USA, som blev indledt efter gentagne udmeldinger fra Donald Trump om, at USA ønsker kontrol over Grønland.
Grønland, Danmark og USA har i forvejen en forsvarsaftale fra 1951, som giver USA ret til militær tilstedeværelse i Grønland.