Politiets døgnrapport: En båd brød i brand mellem Qooqqut og Nuuk

En mand der sejlede fra Qooqqut til Nuuk måtte sent fredag eftermiddag melde om at der var udbrudt brand i hans båd. Han blev dog hurtigt hjulpet og kom sikkert hjem til Nuuk.
En mand måtte melde om at der var udbrudt brand i hans båd, da han sejlede fra Qooqqut til Nuuk, oplyser Grønlands Politi til KNR. Foto © : Christine Hyldal/KNR
Skrevet af Mads Lynge
24. oktober 2026 18:50

En mand der sejlede fra Qooqqut i Godthåbsfjorden til Nuuk måtte sent fredag eftermiddag omkring klokken 18 melde om at der var udbrudt brand i hans båd.

Det oplyser Grønland Politi.

- Manden måtte melde om May Day til Aasiaat Radio, da der var udbrudt brand i hans bådmotor. Han sendte derpå en nødblus og gik i sin gummibåd, hvor der kort efter kom en båd til undsætning. Han blev bragt sikkert til Nuuk, siger vagtchef Malik Olesen til KNR.

I alt var der ankommet to både for at hjælpe den nødstedte, siger han.

Malik Olesen oplyser desuden, at politiet kan melde om et relativt roligt døgn.