Overblik over ny Grønlandsaftale: Det ved vi, og det mangler vi svar på

Hvad ved vi om den aftale, der nu er på vej mellem Grønland, Danmark og USA efter flere måneders forhandlinger? KNR har samlet et overblik her.
Der er nu landet en aftale mellem Grønland, Danmark og USA. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix
19. september 2026 12:06

Efter mere end otte måneders forhandlinger i en højniveauarbejdsgruppe mellem Grønland, Danmark og USA er der nu en aftale på vej.

Det meldte den amerikanske præsident, Donald Trump, ud på sit sociale medie Truth Social fredag aften.

Kort tid efter bekræftede Formandens Departement og Statsministeriet i en fælles pressemeddelelse, at Grønland, Danmark og USA forventer at underskrive en aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.

Men hvad ved vi om aftalen – og hvad ved vi ikke? Vi tager temperaturen her.

Underskrives i den kommende uge

Aftalen er endnu ikke offentliggjort, og vi har derfor ikke set, hvad den indebærer.

Ifølge Formandens Departement og Statsministeriet skal aftalen underskrives i den kommende uge, forventeligt i forbindelse med FN's Generalforsamling, der finder sted den 22. septmber. Vi har endnu ikke fået det bekræftet, at aftalen skal underskrives der.

Kilder oplyser til DR, at det forventeligt er formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), statsminister Mette Frederiksen og USA's præsident Donald Trump, der skal underskrive aftalen.

Hvad siger USA?

USA's præsident, Donald Trump, udmeldte sent fredag aften, at der var indgået en aftale om Grønland.

Ifølge Trump indebærer aftalen, at USA får permanent kontrol over sikkerheden og alle andre nødvendigheder i Grønland.

Trump siger fortsat, at ingen af USA's modstandere kan få baser, have militær tilstedeværelse eller foretage investeringer i Grønland uden USA's godkendelse.


Ifølge Trump er aftalen permanent.

USA vil med det samme begynde at opbygge en militær tilstedeværelse i Grønland i samarbejde med det grønlandske folk.

Hvad siger Grønland og Danmark?

Formandens Departement og Statsministeriet skriver i en fælles pressemeddelelse, som blev sendt ud fredag aften, at Grønland, Danmark og USA forventer at underskrive en aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.

Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, udtaler, at aftalen er med til at sikre og styrke sikkerheden for Grønland, Danmark og USA.

Ifølge Jens-Frederik Nielsen anerkender aftalen Grønlands interesser og plads i det internationale samarbejde.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen anerkender aftalen Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet samt det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

Flere måneders forhandlinger

Aftalen kommer efter længere tids spænding mellem Grønland, Danmark og USA. 

Donald Trump har i de senere år gentagne gange sagt, at USA ønsker kontrol over Grønland.

I januar blev de tre lande enige om at nedsætte en højniveauarbejdsgruppe, der skulle forsøge at finde en løsning på USA's ønsker i Grønland og samtidig respekterer Grønland og Danmarks røde linjer, der især handler om suverænitet.

Det skete efter et møde i Washington mellem de tre udenrigsministre, Vivian Motzfeldt (D) (tidligere Siumut red.) , Lars Løkke Rasmussen (M), Marco Rubio og den amerikanske vicepræsident J.D. Vance.

Lars Løkke Rasmussen (tv.) og Vivian Motzfeldt (th.) taler med pressen efter det omtalte møde i Washington. Foto © : Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix

Múte B. Egede (IA) er efterfølgende blevet naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.

Aftalen udspringer af de forhandlinger, der dermed har været i gang i mere end otte måneder.

I forvejen har Grønland, Danmark og USA en forsvarsaftale fra 1951, som sikrer USA ret til militært at være tilstede i Grønland.