Ulykke forsinker levering F-35-kampfly til Forsvaret

En ulykke med et F-35-fly i USA kommer med al sandsynlighed til at forsinke leveringen af kampfly til Forsvaret.
Det oplyser Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Flyene skal efter al forventning også bruges i Forsvaret i Grønland og Færøerne.
Ulykken betyder, at producenten, Lockheed Martin, midlertidigt har stoppet leveringen af F-35-fly og en undersøgelse er sat i gang. Og det forsinker formentlig leveringen af flyene til det danske forsvar.
Berlingske henviser til det amerikanske medie Defence News, der skriver, at et svigt i brændstoftilførslen til motoren formentlig har medvirket til ulykken, hvor piloten nåede at komme ud via katapultsædet.
LÆS OGSÅ Minister holder dør på klem for kampfly i Grønland
Ulykken skete under en testflyvning.
Derfor er testflyvninger med F-35B stoppet, og det internationale F-35-programkontor har givet et mindre antal F-35-fly flyveforbud.
Danmark har indkøbt typen F-35A. De har ikke flyveforbud, men anvendes i "reduceret omfang ud fra et forsigtighedsprincip", skriver Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Danmark har købt i alt 27 F-35-fly til at erstatte F-16-flyene, senest i 2027.
I august skrev mediet Ingeniøren, at to ud af de seks fly, der står i USA, havde en produktionsfejl. Fejlen betød, at katapultsæderne ikke virkede.