- Det er jo latterligt: Udkastet til selvstændighed er strandet. Hvem tager ansvaret for næste skridt?

Hverken formandsskabet i Naalakkersuisut eller i Inatsisartut er kommet med konkrete forslag til det videre forløb. For dårligt, lyder det fra partierne.
Forfatningsudkastet har samlet støv, siden det blev overdraget til Inatsisartut under ceremonien på Ilimmarfik tilbage i april. Foto © : Nauja Møller
11. august 2023 11:00

Hvem har ansvaret for det første udkast til en grønlandsk forfatning, som har været undervejs i seks et halvt år og kostet 30 millioner skattekroner? Og hvad er næste skridt?

Forvirringen er total. 

For mens formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), lægger ansvaret over på Inatsisartut, så mener formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen (S), at det i hvert fald ikke er formandsskabet, der har ansvaret, men derimod partierne.

Og det er kritisabelt, lyder det fra en række partier i en rundspørge, som KNR har foretaget.

Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, er dog ikke overrasket over udfaldet. 

- Var det ikke, hvad man kunne forvente? 

- Det er helt tydeligt et populistisk projekt, der er slået fejl. Nu står man med det (udkastet til forfatningen, red.), og hvem vil så rykke på det? Der sker ikke noget, siger Jens-Frederik Nielsen.

Latterligt og visionsløst

Formanden for Demokraatit kritiserer samtidig, at der ingen politiske drøftelser har været, siden udkastet blev præsenteret i april.

Det er "latterligt", at der ikke er blevet lagt en plan for det videre forløb, mener han.

Og den kritik er formanden for Naleraq, Pele Broberg, enig i.

- Det er simpelthen både mission- og visionsløst af de større partier med det spild af penge og ressourcer, som de lægger for dagen, især når det gælder selvstændighed, siger Pele Broberg.

Både Jens-Frederik Nielsen og Pele Broberg mener, at Múte B. Egede, burde have taget initiativ til at drøfte forfatningsudkastet, efter det kom ud i april.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man stiller op til det øverste embede her i landet som formand for Naalakkersuisut, så er det ubetinget ens ansvar at sørge for at tage de fornødne skridt mod selvstændighed, siger Pele Broberg.

Forfatningskommissionen

  • Arbejdet med henblik på udarbejdelse af Grønlands egen forfatning blev første gang rejst og debatteret i Inatsisartut i 2007.
     
  • Ni år efter, under efterårssamlingen i 2016, blev spørgsmålet igen bragt på bane som et konkret beslutningsforslag i Inatsisartut. Der var opbakning til etableringen af en grønlandsk forfatningskommission.
     
  • Derfor nedsatte Naalakkersuisut den første Forfatningskommission den 27. april 2017.
     
  • Det er et udkast til en grundlov, "som skal være baseret på og danne ramme for det grønlandske folks kultur, sprog og identitet".

Kilde: tunngavik.gl


Fralægger sig ansvaret

Den skarpe kritik kommer i kølvandet på et paragraf 37-spørgsmål, hvor Mariia Simonsen, der er gruppeformand i Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, efterlyser, hvad den videre plan er for forfatningsudkastet.

Mariia Simonsen kalder det kendetegnende for hele processen bag forfatningskomissionen, at der ikke er klarhed over, hvem der har ansvaret for det videre arbejde.

- Det har taget mange år og kostet rigtig mange penge, og nu kaster man bolden fra den ene til den anden, sagde Mariia Simonsen i sidste uge til KNR.

Bør debatteres snarest muligt

Og spørger man Siumut, Kim Kielsens eget parti, er det på sin plads, at formanden for Inatsisartut kommer på banen. Et ansvar, Kim Kielsen afviser at tage på sig.

Derfor er Siumut klar til selv at bringe debatten op på efterårssamlingen, forklarer partiets politiske ordfører, Doris J. Jensen:

- Vi synes, at Forfatningskommissionens arbejde er meget vigtigt for vores fremtid i Grønland. Der er blevet brugt mange penge og mange kræfter på arbejdet. Derfor er Siumut ikke i tvivl om, at udkastet bør debatteres snarest muligt.

Samme toner lyder fra Mariia Simonsen.

Såfremt ansvaret for udkastet er havnet hos partierne, tager IA gerne arbejdshandskerne på, så der kan komme gang i sagerne, forklarer hun. 

Hvorvidt forfatningsudkastet bliver en del af efterårssamlingen, må tiden vise. Fristdagen for aflevering af forslag til optagelse på dagsorden er 18. august.

Tager kritikken til efterretning

KNR har forelagt kritikken fra Pele Broberg og Jens-Frederik Nielsen for Múte B. Egede.

Formanden for Naalakkersuisut oplyser, at han tager kritikken, om at han burde tage ansvar for forfatningsudkastet videre færd, til efterretning.  

- Hvis Inatsisartut ønsker, at Naalakkersuisut tager ansvaret og udformer det videre arbejde, vil Nalakkersuisut naturligvis fuldføre arbejdet, siger Múte B. Egede. 

Han påpeger dog, at det er Inatsisartut, der har pålagt arbejdet med forfatningsudkastet. 

- Hvis vi peger ad hinanden, kan vi ikke bane vejen for et selvstændig Grønland. Vi bliver bedst styrket ved at finde samlingspunkter og ved at se på, hvor vi er enige om retningen, siger Múte B. Egede.