Udenrigsminister bliver ikke valgt ind i Folketinget

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ikke fået nok stemmer til at blive valgt ind i Folketinget.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har ikke opnået valg til Folketinget. Foto © : Paalu Møller, KNR
Skrevet af Ritzau
03. november 2022 10:37

Socialdemokratiet har fået syv mandater i Sjællands Storkreds, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod stillede op. Men hans personlige stemmer rækker kun til en plads som nummer otte blandt de socialdemokratiske kandidater.

Dermed opnår han ikke en plads i Folketinget.

Jeppe Kofod sad ikke i Folketinget i forvejen. Han blev hentet ind fra EU-Parlamentet for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens regering.

Det er andet valg i træk, at Danmarks udenrigsminister ikke opnår valg. I 2019 røg Anders Samuelsen (LA) ud af Folketinget som udenrigsminister.

LÆS OGSÅ Sådan ser Folketinget ud efter valget

Jeppe Kofod manglede omkring 650 personlige stemmer for en plads i Folketinget.

Fungerende finansminister Nicolai Wammen siger, at han er "ked af at høre", at Kofod ikke blev valgt ind.

- Han er en dygtig og meget engageret udenrigsminister. Jeg havde bestemt håbet, at han var blevet valgt. Derfor gør det selvfølgelig også indtryk på mig på det personlige plan, siger Wammen.

At Kofod ikke er blevet valgt ind, afholder ham ikke fra at fortsætte som udenrigsminister i en eventuel ny regering ledet af Mette Frederiksen. En minister behøver ikke være valgt til Folketinget.