Prorektor: Uddannelse skal være med til at fjerne fordomme

Danske og grønlandske studerende skal lære om hinandens kulturer for at kunne arbejde fordomsfrit med mennesker, mener prorektoren på VIA University College i Aarhus.
16. marts 2018 15:26

Fordomme og misforståelser mellem grønlændere og danskere kom frit frem, da 16 studerende fra Det Socialpædagogiske Seminarium i Ilulissat, SPS, og 40 studerende fra pædagog-, diakon-, socialrådgiver- og brobyggeruddannelserne i Aarhus torsdag opførte teaterstykket 'Fortællinger fra Isbjerget'.

Det skete på uddannelsesinstitutionen VIA i Aarhus, hvor forskellige syn på børneopdragelse, opfattelsen af stilhed og forskelligt kropssprog satte kulturforskelle mellem Danmark og Grønland i fokus.

LÆS OGSÅ 'Grønlænderstiv' skal være en advarsel i ordbogen

Forestillingen var en del af en konference, som havde til formål at fortælle om grønlændere og danskeres møde med hinanden. Et møde, der ifølge prorektor for Via University College i Aarhus, Peter Friese, har det svært.

- Vi skal se at finde nogen måder at komme videre på. Det kommer jo ikke af sig selv. Det kan alle se. Vi må skabe nogle rammer for, hvordan grønlændere og danskere lærer om sig selv og lærer om de andre og selvfølgelig også øver sig i at gøre ting sammen.

Uddannelse skaber ringe i vandet

Og et sted at ændre udviklingen er på studier, der er målrettet et fremtidigt arbejdet med mennesker, mener Peter Friese.

- Hvis man kigger på de uddannelser, vi har hos VIA – for eksempel pædagogerne, der også vil have grønlandske børn i danske institutioner, sygeplejersker, der vil møde grønlændere på hospitalet, skolelærere, der skal undervise dem og samarbejde med forældrene (…). Så er vi nødt til at forholde sig professionelt til det: Hvordan har jeg det med nogen, der er anderledes end mig? Og hvordan kan jeg møde dem, der, hvor de er, i stedet for at proppe dem ind i en form, så de ligner mig?

LÆS OGSÅ 'Jeg var træt af at skulle holde det hemmeligt i alle disse år'

Én af de, som tidligere har oplevet, at mødet med den danske kultur har været svært, er Jens Lennert Olsen fra Sisimiut. For en række år siden kom han på efterskole i Danmark og blev i starten mødt med tilråb.

I dag læser han et forberedende studie i Aarhus til pædagoguddannelsen. Og her har han især bidt mærke i, at man skal være 'cool' i klasseværelset.

- Når man er i Danmark, skal man vise, at man er god til noget, hvis man skal blive accepteret. Det skal man være forberedt på, siger han til KNR.

Forestillingen og den efterfølgende konference er sket på initiativ af Det Grønlandske Hus i Aarhus under programmet 'Nukiga', der ønsker at sætte fokus på styrkerne ved den grønlandske kultur og identitet.

LÆS OGSÅ Assimilering var ikke udelukkende et dansk projekt