GRØNNEDAL Udbuds-frist er udsat
Det er endnu uvist, hvilket selskab der kommer til at stå for rydningen og miljøoprydningen efter Forsvarets aktiviteter i Grønnedal.
Forsvaret har nemlig valgt at udsætte fristen for bud på opgaven til 1. februar 2016. Den oprindelige frist i udbudsmaterialet lød ellers på slutningen af november i år.
Udsættelsen sker efter ønske fra de fem prækvalificerede selskaber, oplyser Forsvaret.
- Udsættelsen sker på opfordring af tilbudsgiverne. Det er jo en ret kompleks opgave, og vi tror på, at vi får den bedste pris ved at give selskaberne mere tid til at regne på tilbuddene, siger kommunikationsmedarbejder Martin Særmark-Thomsen fra Forsvarets Ejendomsstyrelse til KNR.
LÆS OGSÅ Demokraterne: Grønnedal må ikke koste landskassen en krone
Læs også Ingen tegn på ændret udbud
Intet udbud før en politisk aftale
Hos Departementet for Natur, Miljø og Justits har man udtryk utilfredshed med, at Forsvaret satte rydningen af Grønnedal i udbud, før en politisk aftale lå til grund for sagen mellem Grønland og Danmark.
- Selvstyret har understreget overfor Forsvarsministeriet, at Selvstyret finder det særdeles uhensigtsmæssigt, at Forsvarsministeriet har sendt miljøoprydningsopgaven i udbud, inden der er indgået en politisk aftale, da der dermed ikke er opnået enighed om opgavens omfang, skriver departementschef Mette Skarregaard Pedersen i en mail til KNR og tilføjer:
- Forsvarsministeriet har forstået denne melding, og de har bekræftet, at der ikke vil blive indgået aftaler med nogen entreprenører, før der er indgået en politisk aftale.
Derfor har departementet og Forsvaret den seneste tid forhandlet om især kravene til miljøoprydningen. Forhandlinger, der endnu ikke er på plads, men som vil fortsætte efter årsskiftet.
Ifølge Forsvaret er der dog ikke rykket ved indholdet i udbuddet, herunder miljøoprydning og nedrivning af Forsvarets bygninger. Og det skal fortsat ske med start senest 1. maj 2016.
I alt er fire danske og ét amerikansk selskab prækvalificeret til at byde på opgaven, som er et EU-udbud. Det skyldes, at Grønnedal - ind til det er overdraget til Grønland - er det danske Forsvars ansvar og dermed underlagt EU’s udbudsregler.
Læs også GRØNNEDAL Nyt udbud hviler på Grønlands beslutning