GRØNNEDAL Demokraterne: Grønnedal må ikke koste landskassen en krone
Der er god mening i at bevare Forsvarets bygninger i Grønnedal til nye formål, mener Michael Rosing, miljøordfører hos Demokraterne.
- Det kunne man i princippet godt gøre. Vi er i princippet bare mest interesserede i, at der bliver ryddet op, siger han til KNR.
Rosing støtter dermed en opfordring fra begge grønlandske folketingsmedlemmer om at ændre på Forsvarets igangværende udbud, der omfatter både en miljøoprydning og en nedrivning af bygningerne i Grønnedal.
Læs også Ingen tegn på ændret udbud
Krav om klar forretningsplan
I stedet ser både Hammond (S) og Chemnitz Larsen (IA) gerne, at Forsvaret fortsat klarer miljøoprydningen, men forsøger at undersøge andre muligheder for bygningerne, end at rive dem ned.
Men for at bygningerne kan sælges, skal en eventuel overtager have en meget klar plan, mener Michael Rosing.
- Først og fremmest skal de komme med en valid forretningsplan. De skal kunne sandsynliggøre, at det kan lade sig gøre, uden at Selvstyret står med en stor regning til sidst.
Og så skal overtagerne sikre, at de ikke efterlader Grønnedal som en spøgelsesby i stil med fx Qullissat.
- De skal kunne sandsynliggøre, at de kan forestå den resterende oprydning til sidst, hvis det ender med, at de ikke vil bruge bygningerne alligevel, siger MIchael Rosing.
Ifølge Forsvarets udbud vil der blive indgået aftale med et selskab om oprydning og nedrivning i starten af 2016.
Læs også GRØNNEDAL Nyt udbud hviler på Grønlands beslutning
Intet pres for at ændre udbud
Dermed støtter Demokraterne i realiteten, at Forsvaret skal stoppe og ændre det igangværende udbud. Men det bliver Michael Rosing, der tager den kamp op.
- Lad mig sige det sådan, at det er ikke en af mine personlige prioriteter. Men hvis der er andre, der kan godtgøre, at det er en god idé, så vil jeg naturligvis bakke op om det.
Demokraternes koalitionsfælle, naalakkersuisoq for natur, miljø og justits, Mala Høy Kuko, har over for KNR oplyst, at det er Forsvarets ansvar at rydde op i Grønnedal.
Det har ikke været muligt at få at vide, om han støtter ønsket om at ændre udbuddet, så bygningerne bliver bevaret.