Tusass ansætter ny topdirektør

Toke Binzer overtager jobbet efter Kristian Reinert Davidsen, der sad i direktørstolen i otte år.
Toke Binzer er som barn vokset op i Nuuk og flyttede i 2022 tilbage til byen med sin hustru og to drenge i forbindelse med jobskiftet til Tusass. Foto © : Tusass
12. januar 2024 10:17

Toke Binzer bliver ny administrerende direktør i Tusass fra 1. marts.

Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

Han overtager jobbet efter Kristian Reinert Davidsen, der sad i stolen i otte år.

Kristian Reinert flytter tilbage til Færøerne, hvor han oprindeligt er fra, fordi han har takket ja til et job som administrerende direktør hos det færøske teleselskab Føroya Tele.

Toke Binzer startede i Tusass i 2022. Han blev udnævnt til vicedirektør i foråret 2023, og han har siden udnævnelsen været en del af Tusass’ direktion.

Toke Binzer er som barn vokset op i Nuuk og flyttede i 2022 tilbage til byen med sin hustru og to drenge i forbindelse med jobskiftet til Tusass.

Om den nye direktør siger bestyrelsesformand Ulrik Blidorf:

- Vi har i bestyrelsen været optaget af at køre en professionel og effektiv rekrutteringsproces for at finde Tusass’ nye direktør. Det er vigtigt, fordi Tusass står overfor en række vigtige beslutninger. Vores rekrutteringsproces er sket i samarbejde med et eksternt rekrutteringsbureau og vi har blandt kandidaterne vurderet, at Toke Binzer er den bedste til jobbet.

Jonas Hasselriis indtræder som ny vicedirektør 1. marts 2024.