Tusaannga vil give bedre service til dem der har brug for hjælp

Rådgivningslinjen Tusaannga bliver ikke kun bedre for dem, der ringer ind og har brug for hjælp. Den bliver også bedre for de rådgivere, der lytter til de alvorlige historier og problemer og skal forsøge at hjælpe og vejlede. Og det giver i sidste ende en bedre service til dem der har brug for hjælp.
Foto © : KNR/Jaaku Lyberth
25. januar 2019 08:03

På kontorerne bag telefonerne på de gamle rådgivningslinjer, sad der bare en enkelt rådgiver alene på hver linje. Men når den nye rådgivning Tusaanga åbner telefonerne den 1. februar bliver det anderledes.

Her vil der sidde flere rådgivere på samme kontor, og det giver et bedre fagligt miljø, for både dem der skal hjælpe og for dem, der har brug for hjælp, fortæller naalakkersuisoq for sundhed og sociale anliggender, Martha Abelsen.

LÆS OGSÅ Ny telefonlinje samler hjælpen til alle

- Nu er der flere kollegaer, der sidder sammen og tager opkaldene, og de har mulighed for at rådføre sig hinanden, f.eks. om de skal lave henvisninger eller hvad der skal ske. Det vil uden tvivl give en bedre service, siger hun.

Og så håber Martha Abelsen generelt, at den samlede rådgivningstelefon vil fjerne al den forvirring der har været om, hvor man skal ringe hen med, hvilke problemer.

- Vi håber naturligvis, at de som har det svært, vil benytte muligheden og søge hjælp og rådgivning, inden de når helt derud, hvor de går med selvmordstanker, siger Martha Abelsen.

LÆS OGSÅ Børn i Qaanaaq efterlyser hjælp på eget sprog

Telefonnummeret til Tusaannga er 80 11 80 og det har åbent alle ugens dage også i weekenden mellem 16 og 22.

Der vil også være mulighed for at få rådgivning på SMS. Her er nummeret 1899.