MIO-rapport: Børn i Qaanaaq efterlyser hjælp på eget sprog

Børn i Qaanaaq får ikke den rette hjælp efter et seksuelt overgreb, eller hvis de er selvmordstruet. For hjælpen tager nemlig ikke hensyn til børnenes lokale sprog og identitet. Sådan lyder en af konklusionerne i MIOs seneste rejserapport fra Qaanaaq.
Foto © : Paalu Møller/KNR
Skrevet af Mette Wallach
24. oktober 2018 05:54

Og det er et problem, mener Aviaia Egede Lynge, der er børnetalsmand i  MIO. For det er en menneskeret at kunne opretholde ens eget sprog og kultur. Også i krisesituationer.

-Ikke nok med, at det er menneskelig ret, så er det også den bedste måde at inddrage, for går man ud fra den måde de lokale beboere er og den måde deres sprog og kultur er, så er det også der, de bedste skridt skal tages, siger hun.

Ifølge Aviaia Egede Lynge opstår problemet også, når børn fra Qaanaaq skal anbringes udenfor hjemmet. Det sker nemlig ofte langt fra Qaanaaq, og langt fra barnets kulturelle ophav.

LÆS OGSÅ Sårbare børn i Qaanaaq får ingen akuthjælp

Kommunen arbejder på problemet
Hos Avannaata Kommunia fortæller borgmester Palle Jerimiassen, at den lokale hjælp allerede sker på det lokale sprog, men han anerkender, at der er et problem i forhold til blandt andet selvmordslinjen:

- Vi har jo en udfordring med hensyn til selvmordslinjen og andre ting, for når man f.eks. ringer til selvmordslinjen, som er en national linje, så kan man kun få hjælp på det vestgrønlandske sprog, siger Palle Jerimiassen og fortæller, at for især de unge Qaanaarmiut er det en udfordring at tale vestgrønlandsk.

 - Så den problematik er vi nødt til at tage op og gøre noget ved, siger han og fortæller, at kommunen har oprettet en ny forvaltning, som netop arbejder med forebyggelse, hvor de samler alle styrkerne i én forvaltning, og derudover har de oprettet lokalråd i alle byer inklusiv Qaanaaq.

- Jeg har nogle gode forventninger til, at der den vej vil ske forbedringer med hensyn til inddragelse og det man kalder kulturel identitet.

LÆS OGSÅ Børnetalsmanden rejser til Qaanaaq

God ide med lokalt børnehjem
Og i forhold til problemet med de anbragte børn, synes han, at løsningen med et lokalt børnehjem er god.

- Det vil jeg tage op til mit møde med Socialstyrelsen, som kommer herop sidst på måneden. Her vil vi også diskutere de andre problematikker, MIO har taget op, siger han.

Palle Jerimiassen fortæller i øvrigt, at der lige er blevet oprettet en frivilliggruppe i Qaanaaq som skal hjælpe børn og unge med selvmordstanker på deres eget lokale sprog.