Turistråd om Grønlands ja til klimaaftale: Det er dejligt at se noget action
Det vækker stor glæde hos Visit Greenland, at formanden for naalakkersuisut i sidste uge på FN's klimatopmøde slog fast, at Grønland skal med i Parisaftalen.
En aftale, der går ud på at sænke den globale udledning af drivhusgasser for at begrænse klimaforandringerne.
- Det er dejligt at se noget action. Det signalerer, at der i fremtiden vil komme fokus på de klimamæssige udfordringer, og at man politisk vil lave en plan. Og det, synes vi, spiller rigtig godt ind i det her bæredygtighedsfokus, som vi har, siger Hlif Linnetved, der er Head of Sustainability hos Visit Greenland.
LÆS OGSÅ Grønland kan gå med i Parisaftale uden at sætte mål for CO2-reduktion
Men det nationale turistråd er sat i verden for at få turismen til at vokse her i landet.
Hvordan hænger det sammen med at bekæmpe klimaforandringerne?
- Grønland bliver aldrig en destination, man ikke flyver til - medmindre man er krydstogtpassager. Men derfor kan vi godt gøre noget som destination for at gøre det så bæredygtigt som muligt at komme og få alle de her autentiske oplevelser, siger Hlif Linnetved og fortsætter:
- Så vi ønsker vækst i turismen, men vi er også meget bevidste om, hvordan den vækst sker.
Mindre plast, flere solceller
Hun forklarer, at Visit Greenland i øjeblikket er i gang med at udvikle en overordnet strategi for, hvordan turismen skal blive mere bæredygtig.
Samtidig peger hun på, at der ude hos den enkelte turistoperatør også tænkes grønt.
- Med deres fokus at reducere engangsplast eller måske sejle på en måde, som skaber mindre forbrug af brændstof eller bruge på grøn energi med solceller på turisthytterne. Det er forskellige ting, som alt sammen bidrager til bæredygtighed i turismebranchen, siger Hlif Linnetved.
LÆS OGSÅ Múte B. Egede om tilslutning til Parisaftalen: Det vil skabe nye økonomiske muligheder
Inden Grønland officielt kan gå med i Parisaftalen, skal det behandles og godkendes i Inatsisartut.
Grønland behøver ikke at levere en bestemt mængde CO2-reduktion for at blive en del af klimaaftalen.